Kvinderådet: Ligestilling er centralt for udenrigspolitik i flere lande. Men Danmark nævner det ikke med ét ord
Uligestilling mellem kønnene og systematisk undertrykkelse af kvinder er en central dynamik, der forværrer kriser og konflikter. Derfor er det omdrejningspunktet i blandt andre Tyskland, Mexico og Hollands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men i Danmark glimrer det ved dets fravær, skriver Maria Jose Landeira Østergaard.
Regeringen har netop præsenteret en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Den står forståeligt nok i krisernes tegn og forholder sig til den ændrede magt-balance i verden. Det skal den også. For verden er en helt anden i dag, end blot for halvandet år siden. Vi skal have øget fokus på sikkerhed, og vi skal forsøge at indgå i ligeværdige partnerskaber, også med lande og magthavere, vi ikke har samme værdi-sæt som.
Problemet er, at strategien ikke har blik for en helt central dynamik, der forværrer kriser og konflikter i verden og skaber yderligere ustabilitet. Nemlig uligestilling mellem kønnene og den systematiske undertrykkelse af kvinder, der finder sted i store dele af verden.
Ligestilling nævnes ikke én eneste gang i den nye strategi. Kvinder nævnes én gang.
Det er bemærkelsesværdigt for et land, der ser sig selv som progressiv, hvad angår ligestilling, og som tidligere har været kendt som en markant og respekteret forkæmper for kvinders rettigheder internationalt.
Ligestilling som omdrejningspunkt
Det står også i skærende kontrast til den kurs, som flere og flere i verden ellers slår ind på i de her år. Eksempelvis Tyskland, Mexico, Holland og Canada. Det er alle lande, der på det seneste har gjort ligestilling mellem kønnene til selve omdrejningspunktet for deres udenrigs-og sikkerhedspolitik.
Det har de, fordi det er »desperat nødvendigt«, som den tyske udenrigsminister udtrykker det. For det første forværres kriser, når kvinder og marginaliserede grupper ekskluderes og undertrykkes. Kvinder og piger rammes særligt hårdt; den kønsbaserede vold stiger, og samfund destabiliseres. I Rusland har vi ligefrem set, hvordan en optrapning af den indadvendte aggression mod kvinder og LGBT+ var et uhyggeligt forvarsel på den senere udadvendte aggression.
For det andet betyder eksklusionen af kvinder, også i internationale fora, at politik og aftaler kan slå fejl.
Kvinder står for eksempel for cirka 70 procent af fødevareproduktionen i det globale syd. Det er også kvinder, som er primære forsørgere og omsorgsgivere – afgørende funktioner for, at mennesker kan tilpasse sig klimaforandringerne.
Alligevel har kvinder globalt set meget ringe indflydelse på forhold, der angår deres egne levevilkår (eller egen krop, økonomi og fremtid for den sags skyld). Kvinders stemmer bliver sjældnere hørt, også ved internationale topmøder om klima og økonomi.
Eksklusion af kvinder er en forhindring
I syv ud af ti fredsforhandlinger er kvinder slet ikke til stede. Heller ikke selv om al erfaring viser, at sandsynligheden for varig og bæredygtig fred er langt højere, hvis repræsentanter for kvinders stemmer også sidder med ved bordet. Af den grund forpligter lande som Tyskland, Frankrig og Canada sig selv på at sikre kvinders repræsentation i diplomati og ved internationale forhandlinger.
Jeg opfordrer Danmark til at gøre det samme. Indtænk lige rettigheder og ligestilling mellem køn til i de syv pejlemærker i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiks strategi.
Eksklusionen af kvinder og minoriteter er i dag en forhindring for lave politik og indgå aftaler internationalt, der for alvor kan gøre en forskel. Og når strategien fremhæver forhold som retssikkerhed, stærke globale partnerskaber og mere robuste samfund for alle – så må det vel netop betyde for alle.
{{toplink}}
Dragqueen og historiker: Et ærligt princip for verdensmålene ville være "leave the unwanted behind"
Forsker: Virvar af udenrigspolitiske strategier udvander deres troværdighed
