Topfigur i HK bliver næstforkvinde i Kvinderådet

HK Privats næstformand, Marianne Vind, skal være nye næstforkvinde i Kvinderådet. 

Næstformand i HK Privat, Marianne Vind, er valgt til ny næstforkvinde i Kvinderådet på generalforsamlingen 8. april. Det skriver Kvinderådet på Twitter.

"Mine mærkesager i HK Privat med ligeløn, et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, flere orlovsrettigheder til fædre, stop for seksuelle krænkelser og den diskrimination, som er en del af et kvindeliv, passer rigtig godt sammen med dagsordenen i Kvinderådet," siger Marianne Vind.

Kvinderådets forkvinde er fortsat Nanna Højlund, næstformand i LO. 

47-årige Mariane Vind har været næstformand i HK Privat siden 2011. Hun meddelte i februar, at hun ikke genopstiller som næstformand for HK Privat, når fagforeningen afholder ordinær kongres i september 2019.

Til gengæld ønsker hun at være kandidat for Socialdemokratiet frem mod valget til Europa-Parlamentet i juni 2019. 

 

Forrige artikel DI-direktør skal skabe orange feeling i ny bestyrelse Næste artikel LandboUngdom har fået ny formand