Kulturministeriets departementschef stopper

AFSKED: Kulturministeriets departementschef gennem de seneste 13 år, Karoline Prien Kjeldsen, stopper i stillingen som departementschef på grund af sygdom.

Karoline Prien Kjeldsen, der siden 2000 har været departementschef i Kulturministeriet, har valgt at opsige sin stilling som følge af alvorlig sygdom.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Gennem de senere år har Karoline Prien Kjeldsen kæmpet med en tilbagevendende kræftsygdom. Hun har derfor valgt at stoppe som departementschef for i en periode at koncentrere sine kræfter om sygdommen og familien.

"Mit hjerte brænder for kulturen, og jeg har følt det som et stort privilegium at få lov til at arbejde i Kulturministeriet i 13 år. Jeg har nydt at arbejde sammen med dygtige og engagerede mennesker i departementet, styrelser, institutioner og organisationer," siger Karoline Prien Kjeldsen og tilføjer:

"Det har også været en stor glæde at arbejde sammen med ministre og andre politikere, der har engageret sig i kulturen og idrætten. Og ikke mindst har det været spændende at møde det engagement, der er blandt kunstnere i kulturlivet."

Jelved: Et stort tab for ministeriet
Kulturminister Marianne Jelved (R) finder, at Karoline Prien Kjeldsens måde at lede Kulturministeriet på har været helt særlig, og at hendes ånd gennemsyrer hele ministeriet.

"Hun har gennem årene som departementschef skabt rammerne for et departement fyldt med dybt professionelle, engagerede og åbne medarbejdere. Derfor er det et stort tab for ministeriet, at Karoline ser sig nødsaget til at stoppe som departementschef," siger Marianne Jelved og fortsætter:

"Samarbejdet med Karoline har for mig været inspirerende og en personlig oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden, og det gør mig ondt, at hun er ramt af en alvorlig sygdom. Selvom jeg er ked af at skulle undvære Karoline som min nærmeste medarbejder i ministeriet, forstår jeg til fulde hendes beslutning, og jeg håber virkelig, at Karoline kommer igennem det".

Stillingen som departementschef vil blive slået op, oplyser ministeriet.

Forrige artikel Sådan gik valget i Norge Sådan gik valget i Norge Næste artikel Ombudsmand kritiserer ministerium i skarpe vendinger Ombudsmand kritiserer ministerium i skarpe vendinger