Kroatien optages i Schengen – Bulgarien og Rumænien får lang næse

Schengen-zonen er nu blevet udvidet med Kroatien. Det har EU-landene besluttet på et møde torsdag. Bulgarien og Rumænien måtte dog skyde en hvid pil efter ønsket om at blive optaget i grænsesamarbejdet.

Fra 2023 kan Kroatien kalde sig Schengen-land.

Det er samtlige af EU-landenes indenrigsministre torsdag blevet enige om.

Det betyder, at Kroatien tilslutter sig den zone, hvori EU-borgere kan bevæge sig frit uden at skulle tænke på hverken pas eller grænsekontrol.

Også Bulgarien og Rumænien havde håbet på en optagelse i Schengen-zonen, men de to østeuropæiske lande måtte gå skuffet fra ministerrådsmødet i Bruxelles.

På grund af modstand fra Østrig og til dels Holland var der nemlig ikke enighed om at imødekomme Bulgariens og Rumæniens ønsker, og beslutningen om at optage nye lande i Schengen-zonen kræver nemlig opbakning fra samtlige medlemslande.

Fire EU-stater er ikke med i Schengen

Beslutningen ærgrer EU’s kommissær for indenrigsanliggender, svenske Ylva Johansson, som efter mødet sagde, at de to lande efter hendes mening ”opfylder alle krav”, og at det derfor i hendes øjne var en ”skuffelsens dag”.

"De har ventet længe. Borgerne i Bulgarien og Rumænien fortjener fuldt ud at være at være en del af Schengen-området," sagde hun efter mødet.

Østrigs modstand mod de to østeuropæiske landes ansøgninger bunder ifølge mediet Euronews i en frygt for ny tilstrømning af uregistrerede migranter.

Efter Kroatiens optagelse består Schengen nu af 27 lande, hvoraf 23 af disse er EU-medlemslande. De fire ikke-EU-lande er Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.

I EU er det nu kun Bulgarien, Rumænien, Irland og Cypern, der ikke er medlem af Schengen. {{toplink}}

Forrige artikel Interne dokumenter afslører: Sundhedsministeriet fandt afslørende mail om S-erhvervsklub og tilbageholdt den i over et halvt år Interne dokumenter afslører: Sundhedsministeriet fandt afslørende mail om S-erhvervsklub og tilbageholdt den i over et halvt år Næste artikel Se listen: Her er årets bedste politiske bøger Se listen: Her er årets bedste politiske bøger