Kritiserer Papes kurs: Tidligere rådmand på Frederiksberg melder sig ud af Konservative

Advokat Pernille Høxbro forlader Konservative efter 25 år som medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

"Under den nuværende ledelse af partiet er Det Konservative Folkeparti alene blevet et nationalt konservativt parti uden internationalt udsyn og uden socialt ansvar. Et parti uden et politisk projekt og uden visioner og mål og retning". 

Sådan skriver Pernille Høxbro selv om Konservative i en pressemeddelelse, som hun har delt på sin egen hjemmeside onsdag. Her meddeler hun også, at hun på den baggrund har valgt at melde sig ud af partiet. 

Udmeldingen kommer i kølvandet på en lang række hændelser, der har vendt partiets optur til en nedadgående spiral. Særligt historien om Pernille Weiss, der blev fjernet som partiets spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget i 2024, har fyldt meget i pressen.

{{toplink}}

Beslutningen blev truffet på baggrund af en intern undersøgelse af arbejdsforholdene på Pernille Weiss’ kontor i parlamentet. 

Siden har Pernille Weiss selv meddelt, at hun ikke ville trække sig fra partiet eller trække sig som partiets medlem af Europa-Parlamentet.

”Pernille har valgt ikke at trække sig. Det har vi jo opfordret hende til, og det har hun valgt ikke har gøre. Og det er så sådan, det er, indtil næste valg," udtalte partiets formand, Søren Pape Poulsen, sig 17. august om Weiss beslutning. 

Sagen har givet anledning til megen uro i Konservatives bagland, hvor prominente personligheder, som blandt andet tidligere minister Lars Barfoed og Katarina Ammitzbøll har meldt deres afgang fra partiet i de måneder. De har begge siden meldt sig ind i Moderaterne. 

Weiss-håndtering og Papes kurs blev dråben

Håndteringen af denne sag er også en af Høxbros store kritikpunkter, som hun fremhæver i sin begrundelse for at træde ud af partiet.

Hun skriver: "Læg dertil hele måden partiets formand og folketingsgruppen har været med til at smide en dygtig eu- parlamentariker – Pernille Weiss på porten – en måde der er fuldstændig kafkask. Jeg oplever en partiformand, der 'sejler rundt' og klamrer sig til magten samt ikke mindst og lige så vigtigt en ledelse i partiet, der klapper hælene i og en folketingsgruppe, der bare parerer ordre." 

Afsluttende understreger hun: "I min optik har Danmark brug for noget helt andet. Det kan hverken Søren Pape Poulsen eller partiet levere i øjeblikket, og desværre ser jeg det øjeblik blive meget langt, derfor har jeg efter mange overvejelser valgt at melde mig ud af partiet."

{{toplink}}

Pernille Høxbro har været medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Konservative i sammenlagt 25 år. 

Hun har endnu ikke meddelt, om hun har tænkt sig at følge i sine tidligere partifællers fodspor og melde sig ind i et andet parti, eller om hendes exit fra Konservative betyder et endeligt farvel til politik. 

Konservative mødes til landsråd 23.-24. september, hvor Pape vil søge at blive genvalgt som formand. Konservatives hovedbestyrelse og forretningsudvalg har allerede enstemmigt indstillet Søren Pape Poulsen som formand. 

Forrige artikel En af Danmarks længst siddende teaterchefer træder tilbage En af Danmarks længst siddende teaterchefer træder tilbage Næste artikel Tidligere næstformand i Nye Borgerlige stifter nyt parti Tidligere næstformand i Nye Borgerlige stifter nyt parti