Kristian Jensen og Ellemann-Jensen i spidsen for Venstre: Her er den nye gruppeledelse

GRUPPELEDELSE: Venstres folketingsgruppe har valgt Kristian Jensen som sin nye formand. Jakob Ellemann-Jensen tager posten som politisk ordfører, mens Sophie Løhde bliver næstformand.

Venstres folketingsgruppe har valgt sin nye ledelse. 

Partiets næstformand og forhenværende finansminister, Kristian Jensen (V), bliver ny gruppeformand.

Jakob Ellemann-Jensen (V) er tilbage som partiets politiske ordfører. 

Den post bestred han også, inden han sidste forår blev udpeget som miljø- og fødevareminister. 

Sophie Løhde (V), der var minister for offentlig innovation i VLAK-regeringen, er valgt som ny næstformand i folketingsgruppen. 

Karen Ellemann (V), der var gruppeformand i Venstre, mens partiet sad i regering, bliver ny 1.-næstformand for Folketinget. 

Erling Bonnesen (V) er ny gruppesekretær. 

Desuden får Tommy Ahlers (V), Christoffer Aagaard Melson (V) og Anni Matthiesen (V) plads i gruppeledelsen. 

Ifølge Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) var der hverken modkandidater til posten som gruppeformand eller politisk ordfører. 

Den nye gruppeledelses første opgave bliver at fordele ordførerskaber til den resterende folketingsgruppe. Det arbejde indleder ledelsen allerede mandag eftermiddag. 

Forrige artikel Minister vil kunne give ulovlige vælgererklæringer det røde kort Minister vil kunne give ulovlige vælgererklæringer det røde kort Næste artikel Cordua om fordelingen af topposter i Venstre: Cordua om fordelingen af topposter i Venstre: "Kimen er lagt til ballade"