Kristendemokraternes presseansvarlige stiller op til Folketinget

Partiets medie- og presseansvarlige, Anne Grønlund, bliver ny folketingskandidat i Københavns Storkreds.

Onsdag aften blev Anne Grønlund godkendt som kandidat til Folketinget af bestyrelsen for Københavns Storkreds for Kristendemokraterne. Det skriver partiet i en pressemeddelelse til Altinget.

Anne Grønlund har siden juni 2018 arbejdet som medie- og presseansvarlig for Kristendemokraterne.

I 2017 stillede Anne Grønlund op til kommunalvalget i Dragør for eget lokallisteparti. I 2013 stillede hun op for Radikale Venstre.

”Jeg ser frem til at sætte politisk fokus på nogle af København og Amagers udfordringer med trængsel, dårlig kollektiv transport, støj- og luftforurening, der betyder flere hundrede københavneres for tidlig død. Og en af mine absolut mærkesager er at hjælpe socialt udsatte og vores psykisk sårbare borgere til et bedre liv – vi kan ikke være andet bekendt,” udtaler Anne Grønlund i pressemeddelelsen.

Det er landsformanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, der stiller op som spidskandidat i Københavns Storkreds.

Anne Grønlund er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Forrige artikel Manu Sareen får eget P1-program om stress, død og jalousi Næste artikel Politikere får eget tv-program