KD før møde i EPP-gruppe: Vi stemmer for at smide Orbán ud

TÅLMODIGHED: Victor Orbán har overtrådt den røde linje for sidste gang, lyder det fra KD-formand Stig Grenov, der vil stemme ja til at smide Orbáns Fidesz-parti ud af det konservative EPP-parti. 

BRUXELLES: Hvis det står til Kristendemokraterne, er Viktor Orbáns dage som medlem af det konservative, kristendemokratiske EPP-parti talte.

Det fortæller partiets formand Stig Grenov til Altinget. 

“Der må være en grænse for, hvad vi kan tillade. Vi mener, at Viktor Orbán har overtrådt den røde linje,” siger han.  

Kristendemokraterne er ligesom Konservative medlem af den europæiske EPP-familie, der 20. marts skal tage stilling til, om den kontroversielle ungarske premierminister og hans Fidesz-parti skal suspenderes eller helt ekskluderes fra det gode selskab i EPP.  

Sagen bliver afgjort ved et møde i EPP's Politiske Forsamling, der består af alle partiets medlemmer. 

Ved mødet har Kristendemokraterne to stemmer. Konservative har tre.  

Til sammenligning har tyske CDU 19 stemmer. Franske Les Républicains og Partido Popular fra Spanien har 14 stemmer, mens det polske parti Borgerplatformen har 15.

Den Politiske Forsamling består af 262 delegerede, der har én stemme hver. 

Ikke et fællesskab for alle  
Søren Pape Poulsen og Konservative har indtil videre sagt, at de vil afvente resultatet af forhandlingerne under og op til mødet i slutningen af marts.  

Først herefter vil de tage endelig stilling til Orbáns EPP-fremtid. 

Men Orbán skal “rette ind”, komme med demokratiske indrømmelser og sige undskyld, hvis han ikke vil smides ud, lød det fra Søren Pape Poulsen fredag.  

Kristendemokraterne og Stig Grenov har dog allerede nu besluttet sig for, at Orbán bør få sparket.  

“Hvis vi smider ham ud, mister vi selvfølgelig noget dialog med ham. Men omvendt sender vi et signal om, at vi er et fællesskab med nogle samlende værdier. Hvis alle kan være med i vores fællesskab, så har vi jo ikke noget fællesskab længere,” siger han og fortsætter: 

“Vi har nogle regler, og hvis man bryder dem, så kan man ikke være med længere. Sådan må det være,” siger Stig Grenov, der håber at møde op til afstemningen.

Hans planer kan dog blive ændret, hvis mødet i EPP ramler sammen med folketingsvalget.  

“Vi er et lille parti, og vores ressourcer er meget begrænsede. Jeg tror ikke, Lars Løkke Rasmussen trykker på valgknappen inden 20. marts. Men skulle det ske, så møder vi ikke op,” lyder det fra Stig Grenov. 

EPP’s presseafdeling oplyser, at man skal være til stede ved mødet for at kunne stemme.  

Små fisk  
Spørgsmålet om Orbáns tilhørsforhold til EPP er kommet på banen, efter han i februar lancerede en skattefinansieret smædekampagne mod EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der også er medlem af EPP. 

I kampagnen beskylder han den jødisk-ungarske multimilliardær George Soros og Juncker for at stå bag en konspiration, der skal sende tonsvis af immigranter til Ungarn. 

Orbáns angreb har fået 12 konservative partiformænd til at sende et brev til præsidenten i EPP Joseph Daul, hvor de anmoder om at få Orbán smidt ud. 

Det er ikke første gang, Viktor Orbán møder modstand i EU og EPP. Han er tidligere blevet kritiseret for at knægte ytringsfriheden og basale retsstatsprincipper i Ungarn.

Det er dog først i denne omgang, at hans fremtidige tilstedeværelse i EPP skal diskuteres formelt i partitoppen. 

Forrige artikel Fagforbund kritiserer regeringen for at overdrive treparts-succes Fagforbund kritiserer regeringen for at overdrive treparts-succes Næste artikel Nyt studie: Foreningernes superliga får mest politisk ørenlyd på Folkemødet Nyt studie: Foreningernes superliga får mest politisk ørenlyd på Folkemødet