Konservative Schlüter-drømme er ikke længere feberfantasier

”Silkeaben” eller ”parfumesælgeren”.

Det var blot et par af de øgenavne, den tidligere konservative leder Poul Schlüter måtte leve med i starten af sin karriere, hvor han var et fast offer i satireprogrammerne. Schlüter havde i 1975 scoret det dårligste konservative valgresultat til dato, og han blev af mange anset som en ubetydelig vikar, der kun var sat ind på afbud. Næsten på dagen ni år senere fik Schlüter det bedste konservative valg nogensinde.

Man kan ikke fortænke håbefulde konservative i at se visse paralleller til den nuværende leder Søren Pape Poulsen, der også måtte grueligt meget igennem, før folk tog han alvorligt som leder.

Ligesom Schlüter kom Pape med på afbud, da den tidligere leder Lars Barfoed blev fyret, og Høje Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler i sidste sekund sprang fra som ny formand. Pape præsterede i 2015 et endnu dårligere valgresultat end Schlüters hidtidige bundrekord, og ligesom Schlüter kunne Pape i starten slet ikke finde sig til rette som leder.

Men med en fordobling af mandaterne ved valget i 2019 – og endnu en fordobling i meningsmålingerne, som de ligger lige nu - begynder formkurven at minde usædvanlig meget om partiets opstigning til en ny storhedstid i 80’erne.

Den overraskende medvind er delvist et resultat af rigtige strategiske beslutninger og en formand, der efterhånden har lært sig kunsten at være formand. Men det er også et resultat af flere års næsten ufatteligt held. Ren fætter Højben.

Heldet så man første gang i slutningen af 2016, hvor det kun syntes et spørgsmål om tid, før Pape måtte vandre til guillotinen som mange konservative ledere før ham. Han blev kun reddet, fordi Liberal Alliances utilregnelige leder Anders Samuelsen tvang Lars Løkke Rasmussen til at udvide sin smalle Venstre-regering.

Den uventede chance blev håndteret perfekt af Konservative, der valgte de rigtige ministerposter. Pape selv fik for første gang grund under fødderne i Justitsministeriet, som han i modsætning til Barfoed forstod at føre værdikamp fra.

Højredrejning
Indholdsmæssigt har Konservative siden da prioriteret få, men synlige markørområder, der skal kendetegne partiet: En stram udlændingepolitik, hvor folk som Marcus Knuth (K), Naser Khader (K) og Rasmus Jarlov (K) lægger linjen, en klar højredrejning i skattepolitikken, hvor Konservative som noget nyt går ind for helt at afskaffe generationsskifteskatten og en kontant retspolitik.

Konservative peger selv på socialpolitik som endnu et prioriteret område, men her er signalet ikke rigtig gået igennem. Det er et felt, partiet vil opprioritere, ikke mindst ældreområdet som DF hidtil har siddet på. De faste prioriterede områder fremhæves som en de væsentligste årsager til succesen.

Alligevel lå Konservative kun marginalt over det elendige valgresultat på 3,4 procent i 2015 ved indgangen til valgåret 2019.

Fløjkampe parkeret
Den samtidige nedsmeltning af konkurrenterne LA og DF skabte pludselig rum til Konservative – og rummet blev kraftig forøget, da Venstre efter valget indgik i konkurrencen om tabe et maksimum af mandater på et minimum af tid. Med LA og DF i knæ blev den gamle naturlov om udveksling af vælgere mellem V og K sat i kraft igen.

Igen et utroligt sammenfald af heldige omstændigheder. Efter i årtier at have fremstået som alle borgerkriges moder, kunne man nu se et konservativt parti uden fløjkampe - som en ø af fred i et blodigt blåt hav.

Mængden af gunstige omstændigheder er samtidig det, der stiller spørgsmålstegn ved holdbarheden af den konservative fremgang. For hvor længe vil stjernerne blive ved at stå så gunstigt?

Stærkere konkurrenter
Et par af Det Konservative Folkepartis konkurrenter ser nu ud til at have standset blødningen. Liberal Alliance gisper stadig omkring spærregrænsen, men en skrøbelig stabilisering anes hos Venstre og DF.

Der er ingen Venstre-folketingsmedlemmer, der har har fulgt Inger Støjberg (V) ud, og med en hård udlændingepolitik med Morten Dahlin (V) i spidsen har Venstre en chance for at lukke flanken.

I Dansk Folkeparti har Kristian Thulesen Dahl bestemt sig for at kæmpe, og ved at konfrontere kritikerne i folketingsgruppen har han vundet tid. Støjberg har nu kontorfællesskab med DF, og hvis hun formelt skifter over før kommunalvalget, har DF chancer for en ny fremgang.

Den uforudsigelige mand
Der kan også komme en ny kandidat på banen. I konservative kredse forventer man, at den detroniserede Venstre-leder Lars Løkke Rasmussen inden længe gør alvor af at danne et nyt parti.

Kredse i erhvervslivet har et stykke tid arbejdet på at opfinde et nyt erhvervsvenligt midterparti, et projekt den nyomvendte midterpolitiker Løkke gerne stiller sig i spidsen for.

Der hersker dog en vis tvivl om, Løkke nu også er den rette til at være frontfigur for et sådant projekt, en tvivl der kun er blevet øget efter den nye sag om Løkkes usædvanlig favorable lejekontrakt, da han flyttede ind på sin attraktive adresse i Nyhavn.

Det er et stort spørgsmål, hvor meget et ”Løkke-parti” vil kunne trække, men bliver det en realitet, vil det sandsynligvis tage toppen af den konservative fremgang.

Højborg i fare
Så er der efterårets kommunalvalg, der er en joker for Konservative. Partiet tabte fem borgmesterposter sidste gang, og meget skal gå galt, hvis man ikke vinder nogen af dem igen.

Men den gamle konservative højborg Frederiksberg blev kun holdt på et mulehår, og hvis den ryger, hjælper det ikke meget, at Konservative vinder et par mindre kommuner. Et tab af Frederiksberg vil være et ikonisk nederlag, der vil stå som overskrift for det samlede konservative kommunalvalg.

Tryktesten
Endelig er der K-formanden selv. For hvor stærk er Søren Pape Poulsen egentlig, når det kommer til stykket?

Søren Pape har de sidste par år formået at kombinere en retspolitisk jernnæve med en blød, bamseagtig likeability. Vælgere og politiske kollegaer kan simpelthen godt lide Pape, der har en sympatisk udstråling.

Pape er også god til at skabe forbindelser til ledere af andre partier. I blå blok har han et fint forhold til Kristian Thulesen Dahl og Nye Borgerliges Pernille Vermund, og relationen til statsminister Mette Frederiksen (S) er der heller ikke noget i vejen med.

Derimod er der tvivl om, hvor driftssikker den konservative leder er. Pape kom ved en fejl til at signalere vilje til at forhandle om tidlig pension til ”Arne”, ligesom det var en blunder, da han på et tidspunkt signalerede manglende interesse for klimadagsordenen.

Hvis Pape springer ud som statsministerkandidat, vil spotlyset langt mere ubarmhjertigt blive rettet mod ham, og der vil blive botaniseret i den mindste fejl. Det er en helt anden situation end at give en række medvinds-interviews.

Horisont på fem år
Endelig – nok så vigtigt – skal der et mindre mirakel til, hvis der skal komme en blå statsminister efter næste valg.

Sammenligner vi igen med Poul Schlüter gik der næsten seks år, fra han fik sin første valgsejr, til han indtog Statsministeriet i 1982. Selv med de mest optimistiske briller skal Søren Pape Poulsen næppe forvente en hurtigere opstigen.

I mellemtiden kan han stilfærdigt glæde sig over, at man for første gang i et kvart århundrede er begyndt at tale om muligheden for en konservativ statsminister.

erik@altinget.dk