Konservative åbner for opgør med "hård målstyring" af folkeskolen

KOVENDING: En ekspertgruppe skal gennemgå den hårde målstyring af folkeskolen, mener Konservative. "Vi er parate til at ændre tingene," siger undervisningsordfører Mai Mercado.

Der er sket et holdningsskifte i Konservative.

Partiet har tidligere været varm tilhænger af at opstille en række præcise mål for, hvad en folkeskoleelev skal kunne i eksempelvis dansk og matematik på de forskellige klassetrin.

Men nu ønsker man med et den såkaldt målstyrede undervisning.

Sådan lyder budskabet fra undervisningsordfører Mai Mercado i et interview med Altinget.

"Vi kan godt sætte langsigtede pejlemærker for folkeskolen uden den hårde målstyring af de enkelte fag, som vi har i dag."

I 2017 forhandlede den daværende undervisningsminister, Merete Riisager (LA), en aftale på plads, der lempede nogle af de læringsmål, der sætter rammerne for undervisningen i den danske folkeskole.

Aftalen blev indgået med støtte fra Konservative, der dengang var en del af VLAK-regeringen.

Mai Mercado medgiver, at partiet var svær at få med ombord.

"Hvis du spørger andre partier, vil du høre dem sige, at vi var svære at få i tale på det område. Det er også sandt. Det har været en proces for os."

Eksperter skal gennemgå mål
I dag er det obligatorisk for de danske folkeskoler at tilpasse elevernes læring ud fra 'Fælles Mål'.

De består af 215 kompetencemål og 866 færdigheds- og vidensområder. Det er nogle overordnede, bindende mål for, hvad eleverne på de forskellige klassetrin skal kunne. For eksempel er det et krav, at eleverne lærer om folkeskolens danskkanon og historiekanon. 

Aftalen fra 2017 gjorde 3.170 obligatoriske læringsmål i folkeskolen vejledende. Det gav skolerne en øget frihed til lokalt at planlægge, hvordan man i praksis vil sikre, at eleverne lærer det, de overordnede mål kræver. 

Konservative har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke af de obligatoriske mål der enten bør afskaffes eller gøres vejledende. 

"Men nu åbner vi op og siger, at vi er parate til at ændre tingene. Vi siger direkte, at der er en god ræson i at komme mere væk fra den hårde målstyring," siger Mai Mercado.

I foråret opfordrede Merete Riisager en kommende undervisningsminister til at nedsætte en ekspertgruppe, der skulle gentænke folkeskolens læringsmål.

Ønsker Konservative at nedsætte sådan en ekspertgruppe?

"Det mener jeg følger helt naturligt af vores ønske om at være mere åbne i vores tilgang."

DLF: Lærerne er de bedste eksperter
I Danmarks Lærerforening fortæller formand Anders Bondo Christensen, at han ser Konservatives nye melding som "en klart fremstrakt hånd".

"Der er mange gode signaler i meldingerne fra Mai Mercado. Hun lægger op til samarbejde og siger, at skoleområdet ikke må blive en kampplads. Det er rigtig vigtigt, og hun hjælper jo selv godt til ved at åbne op for at drøfte målstyringen, som er et af de kontroversielle emner."

Han er enig i, at det vil give god mening at nedsætte en ekspertgruppe, der kan gennemgå de bindende læringsmål.

"Man må ikke glemme, at de bedste eksperter er de lærere, der står ude i den daglige undervisning. Der er behov for, at den praksiserfaring, lærerne har, bliver en anerkendt som en vigtig del af ekspertisen." 

Læs det fulde interview med Mai Mercado på Altinget Uddannelse, hvor hun uddyber baggrunden for partiets nye holdning. Her kan du også læse, hvorfor Konservative vil have karakterer til at fylde mindre, og hvorfor de mener, at de nationale test skal forbedres, men ikke afskaffes. 

Forrige artikel TV: Se Mette Frederiksen i sin første spørgetime som statsminister TV: Se Mette Frederiksen i sin første spørgetime som statsminister Næste artikel Velfærdsløfte, klimamilliarder og skattelettelser: Se hele Venstres finanslovsudspil her Velfærdsløfte, klimamilliarder og skattelettelser: Se hele Venstres finanslovsudspil her