Konservativ valgsejr sender briter på EU-kamikazekurs
ANALYSE: De Konservatives overraskende valgsejr betyder, at briterne er på vej mod den folkeafstemning om EU-medlemskab, som premierminister David Cameron har lovet senest i 2017.
BRUXELLES: Hvad er det, David Cameron vil have fra EU?
Det spørgsmål stilles nu i de europæiske hovedstæder, efter den konservative britiske premierminister torsdag blev den absolutte sejrherre ved valget i Storbritannien.
Dermed er kursen lagt for den folkeafstemning om EU-medlemskab, som Cameron har lovet sine vælgere senest i 2017 og måske allerede til næste år. Han har også lovet dem, at han inden da vil trække en række kompetencer hjem til London, så briterne får lov til at vælge mellem hans reformerede britiske EU-model og Unionens udgangsdør.
Der er bare ingen, der ved, hvad det er for kompetencer, han tænker på, eller hvordan han vil overbevise sine EU-kolleger om, at de skal ændre medlemsreglerne i EU-klubben for at gøre ham glad.
Ingen venner
Der er ikke nogen nemme lunser at give vælgerne for et land som Storbritannien, som allerede står uden for en række kerneområder som euroen, Schengen-samarbejdet og en stor del af EU's retspolitik.
Hans eget embedsværk har konkluderet i en 32 bind stor undersøgelse om det britiske EU-medlemskab, at magtbalancen mellem London og Bruxelles er, som den skal være.
Dertil kommer, at Cameron ikke længere rigtig har venner i EU-hovedstæderne. Han har formået gang på gang at distancere sig fra projektet, tale grimt om kollegerne og skubbe folk fra sig med sin fremturen i Bruxelles.
Det vil sige, at der nok er mange, der vil gå langt for at beholde briterne i klubben for Fællesskabets skyld. Men der er samtidig en udbredt modvilje mod at gøre ham nogen tjenester og en stærk følelse af, at det minder om afpresning, når Cameron lader sin egen anbefaling af et ja eller nej til medlemskabet være afhængig af, hvad han opnår i sin genforhandling.
Kan ikke lide afpresning
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, hvis udnævnelse David Cameron sidste år brugte solid politisk kapital på at modsætte sig, har valgt ”dræb ham med kærlighed”-tilgangen og erklæret sig lutter øren over for de britiske krav.
Men han understreger også, at det kræver, at Cameron rent faktisk fortæller, hvad det er, han vil have, og at det er inden for skiven af, hvad der er acceptabelt for de andre.
”Jeg vil gerne have en fair aftale for briterne, men Storbritannien er ikke i en situation, hvor de kan pådutte deres særlige dagsorden på alle andre medlemsstater i EU,” sagde Juncker tidligere på ugen under en debat med studerende ved det katolske universitet i den flamske by Leuven.
Ja eller nej
Uanset udfaldet af Camerons reformforsøg i Bruxelles vil briterne skulle til stemmeurnerne. Gennem de seneste år har der tegnet sig en lille, men stabil overvægt af folk, der er tilhængere af et britisk medlemskab af Unionen.
Camerons tidligere koalitionspartner Liberaldemokraterne vil stå i spidsen på tilhængersiden. Det samme vil Labour og i endnu højere grad det skotske SNP, der er glødende tilhængere af skotsk medlemskab af EU, og som med garanti vil sætte skub på uafhængighedsdebatten, hvis de stemmer ja til at blive i Unionen, mens resten af briterne stemmer nej.
Camerons eget parti vil til gengæld være dybt splittet mellem en række stærkt EU-kritiske medlemmer på bagsmækken og så den mere erhvervsorienterede del af partiet, der hæfter sig ved de store økonomiske konsekvenser, som flere undersøgelser har konkluderet, at en britisk retræte fra EU vil have.
På trods af hans evindelige dundertale mod Bruxelles er det de færreste, der oprigtigt tror, at Cameron selv er fortaler for britisk exit. Men han skal stadig formå at balancere presset fra EU-skeptikerne både i egne rækker og hos UK Independence Party (UKIP), der trak 12 procent af vælgerne på at ville kappe alle bånd til Bruxelles.
Holder vejret så længe
Når EU-lederne mødes til topmøde næste gang i Bruxelles i slutningen af juni, er det forventet, at Cameron vil tage en diskussion med sine EU-chefkolleger om, hvad han vil, og hvad der er realistisk.
De fleste regner med, at der kan blive tale om nogle kosmetiske tilkendegivelser på nogle af de særligt følsomme områder, som for eksempel rettigheder for vandrende europæiske arbejdstagere, som Cameron særligt har set sig sur på.
De regler skal alligevel op til revision i EU-Kommissionen senere på året og er også under pres fra andre lande som Danmark, Tyskland og Holland, som også vil have mere lov til selv at bestemme, hvor meget de deler ud fra statskassen til nye tilrejsende.
Til gengæld er der politisk lukket land for ønsker, der kræver traktatændringer, hvilket sætter en række begrænsninger på, hvad der kan lade sig gøre inden for det eksisterende regelværk.
Derfor er det først, når han finder ud af, hvilken pris de andre lande i Unionen er villige til at betale, at vi kan forvente klare svar på, hvad Camerons krav egentlig er.
Eller som professor ved Queen Mary University i London Tim Bale forklarer det for Altinget:
”Hvis han er fornuftig, så vil han lige så stille under radaren og se, hvad han kan få ud af de andre medlemsstater, og det vil han erklære som sin målsætning. Og så vil han til alles store overraskelse lykkes med at forhandle dem på plads.”
Præsidiet giver kritik af Corydon i Dong-sag
EU-parlamentarikere: Briterne skal blive i EU
