Kommuner skal ranglistes efter beskæftigelsesevne

RANGLISTE: Regeringen vil måle og rangordne kommunerne efter, hvor gode de er til at få borgere i job.

Kamp mellem kommunerne skal få flere i job.

Sådan lyder det fra regeringen ifølge Berlingske, der nu vil rangordne kommunerne efter, hvor gode de er til at få borgerne i beskæftigelse.

Ranglisten bliver offentlig, og formålet er at udpege de mindst effektive kommuner, som skal tage ved lære af sammenlignelige kommuner, der klarer det bedre i forhold til at flytte borgere på passiv forsørgelse over på arbejdsmarkedet.

Borgmestre, kommunaldirektører og jobcenterledere vil en gang i kvartalet få tilsendt en rangliste, så kommunerne kan se, hvor de ligger.

”Så kan man fra kvartal til kvartal følge, om man bliver bedre, eller om man sakker bagud i forhold til de resultater, som andre kommuner under samme vilkår er i stand til at præstere,” siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til Berlingske og fortsætter:

”Så det er min vurdering, at den enkelte kommune og den enkelte kommunes borgere og journalister får et meget godt redskab til at følge, hvordan udviklingen er.”

Kommunerne skal placeres i grupper med sammenlignelige kommuner, og faktorer som demografi og andelen af personer uden for arbejdsmarkedet vil have betydning for, i hvilken gruppe man ender. Det betyder, at Lolland Kommune ikke skal måles med Gentofte Kommune.

I 2016 bruger staten ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet samlet 140 milliarder kroner på at forsørge voksne danskere i den arbejdsdygtige alder.

Forrige artikel Skatterådet: Politikere får skattefri frokost Næste artikel Husker du: Det skete i Løkke-regeringens første år Husker du: Det skete i Løkke-regeringens første år