Kommunaldirektør i Vallensbæk stopper

Lars Hansen fratræder 14. juni stillingen som kommunaldirektør i Vallensbæk Kommune efter gensidig aftale. 

Lars Hansen har siden 1. juni 2013 været kommunaldirektør i Vallensbæk Kommune, men stopper på posten med øjeblikkelig virkning. Det sker efter gensidig aftale. 

Det skriver Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse. 

I følge SN.dk kan Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) ikke sige noget om, hvad der ligger til grund for fratrædelsen. 

"Det er en gensidig aftale, som vi er blevet enige om. Og jeg kan ikke sige meget mere end det. Vi går i gang med at finde en ny kommunaldirektør med det samme, og jeg regner med, at vi har fundet en ny i løbet af sommeren. Det satser jeg i hvert fald på, for vi er jo en kommune med gang i den, så det vil vi gerne have på plads ret hurtigt," siger han til SN.dk

Indtil afløseren er fundet bliver vicekommunaldirektør i Vallensbæk Kommune, Anette Laustsen, bliver konstitueret kommunaldirektør. 

Lars Hansen er uddannet revisor. Han har blandt andet tidligere i karrieren fra 2008 til 2013 været ansat som fagdirektør for skiftende fagområder i Slagelse Kommune. Han har også været direktør for social, sundhed og arbejdsmarked i Sorø Kommune. 

Forrige artikel Glostrup finder ny direktør på Frederiksberg Næste artikel Berlingske henter journalist hjem til debatredaktionen