Kofod valgt som spidskandidat til EP-valg

KONGRES: Socialdemokraterne har på deres partikongres valgt Jeppe Kofod som spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2014.

Socialdemokraterne har valgt deres spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i maj 2014.

Valget faldt på partiets tidligere udenrigsordfører Jeppe Kofod, der ikke havde nogen modkandidater.

I sin tale ved partikongressen kaldte han til kamp mod skattely og social dumping. Han understregede, at Socialdemokraterne vil noget fundamentalt andet med EU end de borgerlige politiske kræfter.

"Når det virkelig gælder, er det borgerliges Europa blot et ræs mod bunden. Deres Europa handler om grådighed. Det er ikke mit eller vores Europa. Vi vil have et ræs opad. Vi vil kæmpe for høje standarder på varer og miljø og ordenlige forhold for lønmodtagerne," sagde han.

Lykønskning fra Thorning 
Fra talerstolen lykønskede statsminister Helle Thorning-Schmidt Jeppe Kofod og roste den nye spidskandidats internationale udsyn.

"Jeg kender ikke nogen som dig, der bliver ved og ved med at tale om værdien af internationalt engagement. Du viger aldrig," sagde hun.

Med henvisning til sin egen tid som europaparlamentariker fra 1999 til 2004 tilføjede Helle Thorning-Schmidt:

"Og så skal man jo altid huske på, at et valg til Europa-Parlamentet kan føre til rigtig mange ting," sagde hun.

Socialdemokraternes spidskandidat ved sidste Europa-Parlamentsvalg var Dan Jørgensen. Han søger ikke genvalg, men stiller i stedet op til næste folketingsvalg.

Sådan bliver Socialdemokraternes kandidater placeret på valglisten:

1. Jeppe Kofod
2. Ole Christensen
3. Christel Schaldemose
4. Lasse Quvang Rasmussen
5. Britta Thomsen
6. Kathrine Alexandrowiz
7. Gunde Odgaard
8. Marcel Meijer
9. Rasmus Gjedssø Bertelsen

 

Forrige artikel K-bagland vil ændre offentlighedsloven K-bagland vil ændre offentlighedsloven Næste artikel DSU'er slår etableret S-parlamentariker DSU'er slår etableret S-parlamentariker