K-bagland vil ændre offentlighedsloven

LANDSRÅD: Baglandet i Det Konservative Folkeparti stemte for en indstilling om at tilbagerulle tre paragraffer i offentlighedsloven. Folketingsgruppen var imod indstillingen. De ønskede at vente på en evaluering af loven.

Nej tak til mørklægning.

Det var meldingen fra Konservatives bagland, da de på landsrådet stemte for en indstilling, der indeholder en tilbagerulning af kontroversielle tre paragraffer i den nye offentlighedslov.

Indstillingen kom fra Konservativ Ungdom, som mener, at paragrafferne 22, 24 og 27 er skadelige og mørklægger ministrenes viden.

"De tre paragraffer lukker ned for aktindsigt i kalendere og meningsudvekslinger mellem ministre, folketingsmedlemmer og embedsmænd. Det er således ikke muligt at følge med i, hvad vore ministre foretager sig, og dermed ikke muligt at vide, på hvilken baggrund de træffer deres beslutninger," sagde Kristoffer Beck, landsformand Konservativ Ungdom, da han skulle kvalificere indstillingen.

Dermed sender landsrådet en kritik af folketingsgruppens valg om at stemme for offentlighedsloven. 

Folketingsgruppen støttede ikke indstillingen og opfordrede til at stemme imod indstillingen.

"Loven skal evalueres, når den har været i kraft i tre år. Det er for at imødekomme, at der kan være denne skepsis. Vi kan ikke støtte indstillingen, fordi det forudsætter, at vi springer evalueringen over og begynder at pille paragraffer ud nu. Det synes vi ikke, er hensigtsmæssigt," sagde Tom Behnke, som repræsenterede folketingsgruppens holdning.

Afstemningen var så tæt, at ordstyreren bad om at se stemmerne igen, inden han fastslog at indstillingen var vedtaget.

Forrige artikel Bendt Bendtsen spidskandidat igen Bendt Bendtsen spidskandidat igen Næste artikel Kofod valgt som spidskandidat til EP-valg Kofod valgt som spidskandidat til EP-valg