Københavns socialdirektør går på pension

Administrerende direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning Anette Laigaard har lagt sig fast på sine pensionsplaner. Og de starter om tre måneder.

Ved udgangen af februar måned næste år forlader Anette Laigaard sin stilling som administerende direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning for at gå på pension.

Det skriver Danske Kommuner.

Anette Laigaard er 63 år gammel og har stået i spidsen for landets største socialforvaltning i otte år. De er kulminationen på en lang karriere i toppen af det kommunale embedsmandslag. 

Den snart afgående socialdirektør var kommunaldirektør i det, der inden kommunesammenlægningen hed Karlebo Kommune, i seks år fra 2001 og sad kortvarigt på den samme post i den nye Fredensborg Kommune, inden hun rykkede til København.

Før da var hun først socialchef og siden vicekommunaldirektør i Møns Kommune, og hun har også slået sine folder i Fyns Amt og Viborg Amt. I starten af 80'erne underviste hun desuden en overgang på Den Sociale Højskole i Aarhus og på børnehave- og fritidspædagogseminariet i Ballerup.

Oprindeligt er Anette Laigaard uddannet socialrådgiver.

Forrige artikel Danske Advokater henter tidl. pressechef i Socialministeriet Næste artikel Berlingske-journalist er ny kommunikationskonsulent hos S