Klimarådet får tre nye medlemmer

Tre økonomistærke forskere bliver medlemmer af Klimarådet. Næstformand Jette Bredahl Jacobsen træder af.

Marie Münster, professor i energisystemanalyse ved Institut for Teknologi, Management og Økonomi, Bo Jellesmark Thorsen, institutleder og professor i anvendt økonomi ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Brita Bye, forsker ved afdeling for energi- og miljøøkonomi ved Statistisk sentralbyrå bliver medlemmer af Klimarådet.

Det oplyser rådet i en pressemeddelelse.

Klimarådet skal ifølge klimaloven sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau, og de tre medlemmer er valgt for deres ekspertise inden for blandt andet energi, bioressourcer og økonomi.

"Med dem på holdet vil Klimarådet fortsat være en vigtig uafhængig rådgiver i dansk klimapolitik. Vi er meget glade for at få dem med om bord,” skriver Peter Møllgaard, formand for Klimarådet.

De tre nye medlemmer er valgt af et enigt råd og formelt udpeget af klima-, energi- og forsyningsministeren, Lars Aagaard (M).

Tre tidligere medlemmer af Klimarådet træder samtidig af, da deres anden periode udløber. Det indbefatter professor Jette Bredahl Jacobsen, professor emeritus Poul Erik Morthorst og tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. 

Jette Bredahl Jacobsen har indtil sin udtræden været næstformand i Klimarådet. Hendes post bliver overtaget af Bente Halkier, professor ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. 

Forrige artikel Tidligere politisk ordfører i Enhedslisten tiltræder Girltalks bestyrelse Tidligere politisk ordfører i Enhedslisten tiltræder Girltalks bestyrelse Næste artikel Fyn har fundet ny biskop Fyn har fundet ny biskop