KL og Danske Regioner overvejer fusion

ORGANISATION: Danske Regioner og KL overvejer at fusionere. Fusionen er ikke besluttet, men de to organisationers formænd vil arbejde hen imod en sammenlægning. 

De to store organisationer KL og Danske Regioner overvejer at fusionere.

KL's formand, Martin Damm (V), og Danske Regioners formand, Bent Hansen (S) præsenterede fredag formiddag planerne om en fusion. 

Fusionen er ikke besluttet endnu, men de to formænd anbefaler, at man arbejder videre hen imod en sammenlægning. De vil i december præsentere planerne for bestyrelserne i hhv. KL og Danske Regioner. En eventuel fusion skal træde i kraft fra 2018. 

Danske Regioner blev dannet efter kommunalreformen i 2007 og organiserer de fem regioner, mens KL repræsenterer landets 98 kommuner.

Usikker fremtid for regionerne
Op til valget i 2011 bebudede Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, at regionerne skulle nedlægges, hvis partierne kom til at sidde på et flertal i Folketinget. Sådan gik det som bekendt ikke, men i sommer relancerede Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønsket om, at regionerne bliver nedlagt. Det ville dog ikke være et ulitmativt krav til i forbindelse med dannelsen af en eventuel borgerlig regering.

Siden valget i 2011 er Venstre imidlertid blevet mindre kategoriske i forhold til ambitionen om at nedlægge regionerne. I oktober 2013 sagde partiets formand Lars Løkke Rasmussen, at han så mindre og mindre grund til at nedlægge regionerne, når de klarer deres opgaver stadig bedre, og patienterne bliver stadig mere tilfredse.

Det samme gentog politisk ordfører Inger Støjberg (V) i juli i år til Berlingske.

"Når regionerne performer bedre og bedre, både med hensyn til økonomi og patienttilfredshed, synes jeg, at der er mindre og mindre grund til at lave det om. Vi skal i blå blok til at snakke os til rette, men indtil vi har genvundet regeringsansvaret, er det for tidligt at skrive regeringsgrundlag," sagde hun til Berlingske.

 

, ,

Forrige artikel Aktivister afbrød folketingsdebat med sang Aktivister afbrød folketingsdebat med sang Næste artikel Ekstremt få får gavn af ny ordning for nedslidte seniorer Ekstremt få får gavn af ny ordning for nedslidte seniorer