KL-næstformand stopper: Her er hans efterfølger

SKIFTEDAG: Rødovres borgmester Erik Nielsen stopper som næstformand i Kommunernes Landsforening. Posten overtages af Aarhus-borgmester. 

Næstformand for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Nielsen, har valgt at trække sig. Det oplyser KL. 

62-årige Erik Nielsen, der er borgmester i Rødovre, har tidligere været KL-formand fra 2012 til 2014, hvorefter han blev næstformand. Men nu trækker han sig efter eget ønske. 

”Det har været uhyre spændende at være med i front i kampen for det kommunale Danmark, og jeg ser frem til at fortsætte som medlem af KL’s bestyrelse. Men tiden er inde til at overlade næstformandsposten til en anden,” siger Erik Nielsen i en pressemeddelelse. 

Den nu tidligere KL-næstformand Erik Nielsen fik i juli en blodprop i hjertet. Han bedyrede dengang, at det ikke ville få ham til at skrue ned for blusset. 

Posten som næstformand overtages af Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), som ser frem til arbejdet:

”Det er nogle store sko, jeg skal fylde. Men jeg vil gøre mit ypperste, og dagens indlæg fra finansminister Claus Hjort Frederiksen på Kommunaløkonomisk Forum viser i hvert fald, at der bliver nok at tage fat på i mit nye job. Der er ingen tvivl om, at Martin Damm og jeg skal være kampberedte, når vi skal til forhandlinger med finansministeren,” siger KL’s nye næstformand Jacob Bundsgaard.

 

Forrige artikel Ofre i historisk medicinskandale kræver millioner af staten Ofre i historisk medicinskandale kræver millioner af staten Næste artikel Danskerne er mest kritiske over for landbrugsstøtte Danskerne er mest kritiske over for landbrugsstøtte