KL henter ny direktør fra Regionerne

KL har ansat Kristian Heunicke som ny direktør i brancheorganisationen, hvor han får ansvar for arbejdsmarkeds- og erhvervsområdet. Han skifter fra en stilling som cheføkonom i Danske Regioner.

KL's direktion får fra 16. april et nyt medlem i form af 42-årige Kristian Heunicke.

Han er ansat som ny direktør og skal blandt andet holde hånd i hanke med arbejdsmarkeds- og erhvervsområdet, skriver KL på deres hjemmeside.

Kristian Heunicke kommer fra en stilling som cheføkonom i Danske Regioner, hvor han har været ansat siden 2006. Tidligere har han været ansat i både Finansministeriet og Socialministeriet.

Han er uddannet fra Københavns Universitet med en mastergrad i political science.

"Kristian Heunicke er en markant ledelsesprofil med bred faglig tyngde og en god analytisk indsigt i kommunernes situation og udfordringer," siger KL’s administrerende direktør, Kristian Wendelboe, om sin nye kollega på KL's hjemmeside.

Forrige artikel Lene Witte forlader Gigtforeningen Næste artikel SF er klar med kandidat i Ringkøbing-Skjern