KL: Erik Nielsen bliver ny formand

KL: Socialdemokraterne i KL's bestyrelse har på et gruppemøde søndag besluttet at indstille borgmester i Rødovre Erik Nielsen som partiets kandidat til formandsposten i KL.

Erik Nielsen, S-borgmester i Rødovre gennem 18 år, afløser afdøde Jan Trøjborg som formand for Kommunernes Landsforening.

Det oplyser KL i en kortfattet pressemeddelelse.

Bestyrelsen nykonstituerer sig efter Jan Trøjborgs død formelt i forbindelse med næste bestyrelsesmøde den 24. maj 2012.

Jens Christian Gjesing, borgmester i Haderslev, har, for at få mere tid til Haderslev Kommune, valgt at træde ud af KL's bestyrelse, hvilket giver plads til hans personlige stedfortræder Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

På Socialdemokraternes gruppemøde er det samtidig besluttet, at Jacob Bundsgaard skal overtage Erik Nielsens hidtidige post som formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Forrige artikel Hedegaard forudser finansskat i eurozonen Hedegaard forudser finansskat i eurozonen Næste artikel Løkke får grøn international toppost