Kim Mortensen (S) bliver ny direktør i Dansk Fjernvarme

NAVNE: Det socialdemokratiske medlem af Folketinget, Kim Mortensen har fået nyt job. Han skal være direktør i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme.

47-årige Kim Mortensen, der i dag er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, tiltræder sin nye stilling hos Dansk Fjernvarme den 1. september 2011, hvor han afløser Jørgen G. Jørgensen.

Det betyder, at Kim Mortensen ikke genopstiller til Folketinget for Socialdemokraterne ved det kommende valg, der finder sted senest den 20. november 2011.

Kim Mortensen, der har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne siden 2005, har været medlem af Energipolitisk Udvalg og var en periode sit partis energipolitiske ordfører. 

Han er Socialdemokraternes EU-ordfører - en post han overtog efter tidligere miljø- energiminister Svend Auken i 2007.

Forrige artikel Nye direktører hos DSB Næste artikel Landbrug & Fødevarer på Roskilde Festival