Karsten Lauritzen får næse for at give Folketinget ukorrekte oplysninger

PÅTALE: Et flertal i Folketinget er blevet enige om at give skatteminister Karsten Lauritzen en lille næse, fordi ministeren har talt usandt i Folketinget.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) får en lille næse, efter han har givet ukorrekte oplysninger til Folketinget.

Det skriver DR.

Et flertal i Folketinget bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale er blevet enige om at udtale kritik af skatteministeren og tildele ham den såkaldte næse.

Kritikken kommer efter, det er kommet frem, at Karsten Lauritzen talte usandt på et samråd i Skatteudvalget i slutningen af september. Her sagde han, at Undersøgelseskommissionen om Skat ikke havde rykket Skatteministeriet for udlevering af det materiale, som kommissionen skulle undersøge.

Men det var ikke korrekt.

"Det var Skatteministeriet blevet, og der er enighed om at udtrykke kritik og give en lille næse til skatteministeren for det her forløb og understrege, at de nødvendige ressourcer skal afsættes, for at man hurtigst muligt kan komme i gang med at lave det arbejde fra kommissionens side," siger Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, til DR.

Karsten Lauritzen har tidligere på måneden beklaget, at han gav forkerte oplysninger til Folketinget. I samme forbindelse understregede han, at han ikke var bevidst om, at ministeriet var blevet rykket af kommissionen.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkepartiet tror på, at skatteministeren har handlet i god tro, men de holder fast i, at det stadig er nødvendigt at udtale kritik.

Forrige artikel Tal fra Finansmisteriet: Trods flere ældre har kommuner færre penge til velfærd Tal fra Finansmisteriet: Trods flere ældre har kommuner færre penge til velfærd Næste artikel Efter nederlag i Parlamentet: V afviser ikke dansk enegang i spørgsmål om børnecheck Efter nederlag i Parlamentet: V afviser ikke dansk enegang i spørgsmål om børnecheck