Kan Macron stadig køre EU-bussen, når hans magt skrider på hjemmefronten?
Det franske parlamentsvalg efterlader Nationalforsamlingen fragmenteret i en grad, der vil gøre det sværere for præsident Emmanuel Macron at lede landet. Til gengæld afspejler det nye parlament måske bedre Frankrigs virkelige politiske landskab.
BRUXELLES: Hvis Frankrigs leder er en smule distraheret, når han de kommende dage tager til topmøder i EU, G7 og Nato, så kan man ikke rigtig bebrejde ham det.
Mindre end to måneder efter hans genvalg som præsident oven på endnu en tvekamp mod højrenationalisten Marine Le Pen, har de franske vælgere nu tildelt Emmanuel Macrons politiske bevægelse et nederlag, der svækker ham mærkbart.
Store økonomiske reformprojekter som hævelse af den franske pensionsalder er kastet ud i uvished efter søndagens anden runde ved valget til Nationalforsamlingen, hvor præsident Macrons parti og dets støtter mistede det absolutte flertal.
Både det yderste højre og det yderste venstre gjorde store fremskridt ved en valghandling, hvor under halvdelen af de indskrevne vælgere mødte op for at stemme.
Tilbage står en politisk forsamling, der er så splittet, at det lige nu er svært at se Frankrigs politiske ledelse som handlekraftig.
Ingen tradition for kompromis som i Danmark
Med over 38 procent af stemmerne og dermed 245 ud af i alt 577 pladser bliver ’macronisternes’ gruppe stadig klart den største i Nationalforsamlingen, mens venstrefløjsalliancen Nupes med 131 pladser bliver andenstørst og dermed oppositionsleder.
Sådan et resultat ville blive betragtet som fint for et regeringsparti i Danmark, hvor vi er vant til koalitioner og mindretalsregeringer, der må finde deres lovgivende flertal fra sag til sag. Men den politiske tradition er meget anderledes under Frankrigs femte republik, hvor systemet er indrettet til at give flertallet og magten til et parti alene.
Som regel har den siddende præsidents parti også absolut flertal i Nationalforsamlingen, mens alle andre politiske kræfter er i opposition.
Tidligere tiders 'cohabitation', altså samliv mellem præsidenter og regeringer af forskellig politisk farve, er glemt, efter at valgkalenderen for 20 år siden blev reformeret og gav de to mandatperioder samme længde på fem år (før sad præsidenten i syv år).
Derfor betragter franske politikere, medier og eksperter det som et ”chok” eller ligefrem en ”katastrofe”, at Macrons fløj nu ikke længere vil kunne dominere Nationalforsamlingen alene.
”Vi er ikke vant til kompromispolitik, sådan som man kender det fra for eksempel Tyskland, Holland eller hos jer i Danmark. Det bliver svært for Emmanuel Macron og hans parti at lave aftaler til højre, til venstre eller hen over midten,” siger Sébastien Maillard, direktør for Jacques Delors Instituttet i Paris.
Macron vil få mere travlt hjemme i Frankrig
”Præsident Macron får mindre tid til at fokusere på Europa, fordi han vil skulle slås med mange problemer hjemme i Frankrig hele tiden,” siger Sébastien Maillard.
Siden Angela Merkels afgang fra tysk politik sidste år har det ellers netop været Macron, der indtog rollen som den uformelle frontfigur i kredsen af europæiske stats- og regeringsledere. Merkels efterfølger som forbundskansler, Olaf Scholz, står ikke så stærkt hjemme i Berlin, og Italiens Mario Draghi er presset forud for landets parlamentsvalg næste år.
Derfor er det svært at se, hvem der skulle indtage pladsen som chauffør i EU-bussen, hvis Macron ikke længere har tiden eller de politiske kræfter til at holde på rattet.
Det vil vise sig, hvor meget den nye sammensætning af Nationalforsamlingen reelt kommer til at svække Emmanuel Macron udadtil. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken ligger trods alt stort set i den franske præsidents egne hænder.
Men hans økonomiske politik og meget andet kan blive blokeret af den nye parlamentariske fragmentering, hvis ikke præsidenten og hans politiske bevægelse formår at skabe nye kompromisser og alliancer.
Yderfløjenes partier har fået størst fremgang
Mens Macrons valgforbund ”Ensemble!” – bestående af hans eget liberale LREM, samt den moderate højrebevægelse Horizons og centrumpartiet MoDem – stadig er størst, så er venstrefløjsalliancen Nupes nummer to. På tredjepladsen kommer Marine Le Pens højrenationalistiske parti Rassemblement National med 89 mandater, fulgt af det traditionelle borgerlige parti Les Républicains med 61.
Objektivt set er Le Pens parti vel nok valgets helt store vinder, fordi de med et slag tidobler deres antal af medlemmer og dermed nu for første gang bliver en reel magtfaktor i Nationalforsamlingen.
Fremgangen er også historisk for den yderste venstrefløj, hvor det lykkedes lederen af partiet La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon, at skabe det stærke nye valgforbund ved navn Nupes sammen med blandt andre De Grønne og socialisterne.
Mandag sagde Mélenchon, at valgforbundet bør forblive samlet og forvandle sig til én stor gruppe i det nye parlament. Ledende figurer i venstrefløjsbevægelsen har også allerede annonceret, at de vil fremlægge et mistillidsvotum til macronisternes regering, hvis den bare fortsætter på trods af den nye politiske situation.
Oppositionen kan (heller) ikke arbejde sammen
Svagheden for de nye og forstærkede oppositionsblokke i Nationalforsamlingen er imidlertid, at de ikke kan arbejde sammen og forsøge at skabe flertal for at vælte regeringen.
Den yderste venstrefløj foragter den yderste højrefløj (og omvendt), og de borgerlige i Les Républicains ser foreløbig heller ikke ud til at ville arbejde sammen med nogen af de andre – inklusive regeringspartiet.
Så lige nu ligner Frankrigs nye politiske landskab mest af alt opskriften på masser af ballade og meget få politiske beslutninger.
Hvis den situation skal ændre sig, så må i hvert fald nogle af de politiske ledere udvikle sig i en mere forsonlig retning. Præsident Macron selv bliver også nødt til at drage konsekvenser af, at hans parti har mistet 100 pladser i forhold til det afgående parlament – og at flere af hans partis topfolk ikke blev genvalgt, herunder tre ministre og Nationalforsamlingens formand.
Macron må finde nye allierede eller udskrive valg
Emmanuel Macron kunne selvfølgelig godt trykke på ’genstart’ ved at udskrive nyvalg i håbet om at få et klarere resultat. Men i lyset af den historisk lave valgdeltagelse, den generelle politikerlede og utilfredsheden med hans regering, risikerer præsidenten at gøre situationen endnu værre for sig selv.
Derfor virker det mere sandsynligt, at han vil forsøge at lave en aftale med Les Républicains, der lige nu fremstår som den eneste mulige partner for at skabe et flertal. De borgerlige har foreløbig afvist tanken, men det kan være forhandlingstaktik med det formål at få gode pladser i en ny regering.
Selv hvis sådan en plan lykkes i de kommende uger, så vil Frankrigs nye regering skulle agere under pres fra to stærke yderfløje, der begge er skeptiske overfor både EU og Nato.
Nogle gør opmærksom på, at det skaber en mere kompliceret parlamentarisk situation, end landet har set i generationer.
Andre siger, at det måske også er første gang i meget lang tid, at sammensætningen af Nationalforsamlingen rent faktisk afspejler de reelle politiske holdninger i Frankrigs befolkning.
{{toplink}}
Enhedslisten var parat til at trække stikket på regeringen, hvis kontanthjælpsforliget ikke kom i hus
Støjberg mangler en politisk sællert
