Kamp mod ledighed er Thornings trumf

JOMFRUTALE: Helle Thorning-Schmidts første tale som statsminister havde som ventet kickstart af økonomien som slagnummer. Men også det internationale fyldte: Soldater skal fremover udsendes med opbakning fra to tredjedele af Folketinget, og retsforbeholdet skal afskaffes og erstattes af en tilvalgsordning.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde kemisk renset efterlønnen ud af sin åbningstale og koncentrerede sig i stedet om jobskabelse, grønne visioner og en stram økonomistyring, da hun tirsdag stod over for det nyvalgte Folketings medlemmer.

Samtidig med at den økonomiske situation blev tegnet i så dystre farver som muligt, lagde Thorning fra land ved at fremstille sin regering som en anderledes aktiv spiller i kampen mod det økonomiske tilbageslag.

Tommelskruer skal skaffe praktikpladser
"Danske virksomheder har mistet tusindvis af jobs. Det er benhårdt for dem, der står uden arbejde, det er svært for familien. Og det koster dyrt for samfundet," sagde Thorning og fremhævede regeringens intentioner om hurtigt at sparke gang i økonomien:

"Regeringen vil som sin første store indsats kick-starte dansk økonomi. Effektivt og målrettet.. Vi vil fremrykke investeringer for i alt 10 mia. Det vil give mange nye jobs her og nu."

Statsministeren fik således fremhævet et af de få vigtige områder, hvor det er den politik S-SF længe har ivret for, der også slog igennem i regeringsgrundlaget.

Thorning fik samtidig understreget, at leverandører til det offentlige, der får glæde af kick-starten, også skal yde deres:

"Når der sættes offentlige anlægsprojekter i gang, skal det være en betingelse, at leverandørerne tager elever ind. Virksomhederne skal bære deres del af ansvaret for at uddanne de unge," sagde Thorning. 

Thorning hånede den indre ugle
Det er helt afgørende for Thorning, at danskerne hurtigt kan mærke forskel på den nye og gamle regering. På en række områder er ambitionerne skruet ned, men der vil være en synlig forskel, når det gælder aktiv jobskabelse.

En konkret ændring kan også ventes på hele aktiveringsområdet, hvor Thorning hånede den tidligere regerings indsats: "Ledige skal uddannes til arbejde og ikke til at finde deres indre ugle," som den nye statsminister udtrykte det.

Til gengæld blev efterlønnen konsekvent glemt af Thorning i talen, ligesom beskæringen af dagpengeperioden kun blev sporadisk berørt.

Talen tegnede også en konsekvent grøn profil på klima og energi, et område hvor alle tre regeringspartier ligger tæt på hinanden. Den forkætrede betalingsring blev her sat ind i en mere spiselig grøn sammenhæng, ligesom løftet om billigere offentlig transport blev fremhævet.

Aldrig mere Irak
På de internationale områder indeholdt talen to vigtige markeringer. For det første skal danske soldater ikke længere kunne sendes i krig på et snævert flertal, som man så det i Irak:

"Det skal være et klart princip, at danske soldater kun kan udsendes i internationale militære operationer med opbakning fra mindst to tredjedele af Folketinget. Når vi beder danske mænd og kvinder om at gå i kamp, om at sætte livet på spil, har de krav på opbakning fra et samlet Danmark," sagde Thorning.

Det er et princip, der kan regne med almindelig opbakning, men også en ret gratis omgang for Thorning, fordi det er utænkeligt, at der ikke samtidig vil være bred opbakning fra de borgerlige, hvis S-SF-R regeringen vil sende danske soldater i krig.

Tilvalgsordning ved retsforbehold
På EU-området lagde Thorning helt som forventet op til en afstemning i valgperioden om forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet.

Det interessante her er imidlertid, at Thorning har fastholdt den socialdemokratiske position, at retsforbeholdet ikke skal afvikles med et snuptag, men erstattes af en "tilvalgsordning", så den danske regering fra sag til sag kan beslutte, hvilke dele af retspolitikken, man vil overlade til EU.

Det betyder, at Danmark i princippet kan få udvidet mulighed for at deltage i samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme o.lign. - mens de centrale regler i udlændingepolitikken stadig besluttes på nationalt plan.

Robust og fair
På udlændingeområdet blev den gamle regeringens slogan om en "fast og fair" udlændingepolitik erstattet af Thorning løfte om en "robust og retfærdig" udlændingepolitik.

Konkret bliver "fattigdomsydelser" som starthjælp og kontanthjælpsloft fjernet, og det bliver lettere at få statsborgerskab og permanent ophold. Pointsystemet ryger også. 

Helle Thorning-Schmidt opfordrede en "bred kreds af partier i Folketinget om at stå sammen om en ny balance i udlændingepolitikken."  

Statsministeren betegnede sluttelig regeringsprogrammet som "det mest offensive og gennemarbejdede nogensinde", men tilføjede, at hun vil gå "ydmygt" til opgaven. 

Forrige artikel Statsministerens åbningstale Statsministerens åbningstale Næste artikel Billeder: Folketingets åbning Billeder: Folketingets åbning