Kamber afløser Langkilde

Mikael Kamber vender om kort tid tilbage til værtsjobbet på 19-Nyhederne i stedet for Johannes Langkilde, der tager til USA for DR.

Johannes Langkilde har takket ja til et tilbud om at blive DR's næste USA-korrespondent, og han forlader derfor tv-stationen efter 12 år på Kvægtorvet. Hans plads på 19-Nyhederne overtages af TV 2 NEWS-vært Mikael Kamber, som dermed vender tilbage til den stilling, han forlod for godt fem år siden. Han tiltræder snarest muligt, når han har overdraget sine opgaver på programmet "21'eren på NEWS". "Med sin pondus og integritet kan ingen fylde værtsstolen bedre ud end Mikael," siger TV 2s nyhedsdirektør," siger Michael Dyrby i en pressemeddelelse. Han glæder sig over, at Kamber kan erstatte Langkilde med meget kort varsel. Mikael Kamber vender tilbage til Kvægtorvet i Odense efter en periode som chefredaktør for JydskeVestkysten, mediedirektør for DR og senest vært på TV 2 NEWS. Hans afløser på "21'eren på NEWS" vil blive offentliggjort senere, oplyser TV 2.
Forrige artikel Ny chefredaktør til Metroxpress Næste artikel Dødsfald: Psykolog, dr.phil. Helle Høpfner Nielsen (83)