Kaare R. Skou i ny bog: Løkke har tæret på sammenhængskraften i Danmark

Kaare R. Skou er bogaktuel med ny bog om Løkke-regeringen II onsdag 3. maj 2017. 

INTERVIEW: Løkkes smalle Venstre-regering har tæret på  sammenhængskraften, men han har formået at holde populismen i ave. Sådan lyder konklusionen i en ny bog fra Kaare R. Skou, mangeårig politisk journalist hos TV2 som udkommer onsdag. Se interviewet med ham her. 

"Løkke har tæret på sammenhængskraften, den sociale kapital, det, at vi alle sammen føler os som danskere".

Sådan lyder det fra Kaare R. Skou, mangeårig politisk redaktør og journalist på TV2, som har skrevet en bog om Løkke regeringen II. Den regering, som kun omfattede Venstre selv, og som bogens titel gør klart, sad i 520 dage. 

Og Kaare R. Skou har kastet sig over netop den tidligere regering, fordi det er sjældent med en et-partiregering i dansk kontekst. Han begyndte allerede at tage noter til bogen, da regeringen blev nedsat.

"Det var en hæsblæsende periode. Hvis man kigger på dansk politik i dag i forhold til den periode, så må man synes, at det står stille," lyder der fra den tidligere politiske redaktør.  

Bogen er en minutiøs gennemgang af regeringen, som i flere af kapitlerne trækker tråde langt tilbage i den politiske historie.

Balancegang med populismen 
Men udover at gennemgå regeringens sejre og nederlag, så kommenterer Kaare R. Skou også en periode i politisk historie, hvor Løkke er gået balancegang med den nationale konservative populisme, som Skou udtrykker det.

"Det er en periode, hvor Løkke, i for sig og meget dygtigt, balancerer tendenser til populisme både i sit eget parti, men også i Folketinget," siger Kaare R. Skou.

At den nationale konservative populisme ikke har fået fodfæste, kan dog ikke kun tilskrives Lars Løkkes evne til at balancere.

"Der skyller en bølge af national konservativ populisme indover den vestlige verden, og den bølge er vi ikke blevet en del af endnu. Det er fordi sammenhængskraften er for stor i Danmark, ulighederne er for små, og den sociale kapital er stor nok til, at vi kan tåle et vist angreb på den."

Gnaver i sammenhængskraften
Ifølge den nu forhenværende politiske journalist, så er Løkke sluppet godt fra at gå balance med populismen, men Løkke II regeringen har ikke været uden omkostninger for det danske samfund. 

"Løkke har tæret på sammenhængskraften, den sociale kapital, det at vi alle sammen føler os som danskere - på den samme måde. At vi er medlemmer af een stor forening, der hedder Danmark."

I bogen fremhæver Kaare R. Skou polariseringen imellem København og provinsen som et eksempel på, at Løkke har ført en politik, som har tæret på sammenhængskraften, men det bliver ikke ved det. 

"Han har tæret på sammenhængskraften ved at udfordre klimapolitikken, at udfordre planlovgivingen, ved at polarisere holdningerne til indvandrere - og på mange andre områder har han ført en politik, som har gnavet ind i den her sammenhængskraft, der er i Danmark." 

Se hele interviewet i videoen ovenfor.

 

 

 

 

 

Forrige artikel Se hele pressemødet om boligskat Se hele pressemødet om boligskat Næste artikel Færre offentlige patienter på privathospital Færre offentlige patienter på privathospital