K vil sende kampfly og specialstyrker

INTERVIEW: Det kræver en militær mission i Syrien at få stoppet flygtningestrømmen, mener Konservatives Naser Khader. Samtidig skal der lægges pres på de EU-lande, som ikke har taget imod deres del, siger han.

Altinget spørger i en interviewserie Folketingets udlændinge- og integrationsordførere, hvad Danmark skal gøre i den aktuelle flygtningesituation.

Den første er Konservatives integrationsordfører, Naser Khader.

Hvad skal vi gøre ved flygtningesituationen?

”Vi kan ikke gøre andet end at samarbejde med de andre EU-lande om at løse den udfordring, vi står overfor.

Men uanset hvad vi gør, er det kun symptombehandling. Hvis vi skal gøre noget grundlæggende ved flygtningestrømmene, skal vi handle der, hvor det hele er opstået. Vi skal ind og skabe nogle humanitære korridorer og fly-forbudszoner for at beskytte de 7,6 millioner internt fordrevne, så de ikke har grund til at flygte.”

Du har foreslået en NATO-mission. Hvad skal Danmarks bidrag være?

Vi skal tilbyde at bidrage med fly, når vores fly er klar. Og vi skal bidrage med specialstyrker. Vi har nogle dygtige specialstyrker, som gerne vil være med til det her. Så det skal vi tilbyde.

Bør Danmark tage del i en fælles europæisk kvotefordeling af flygtninge?

”Sammen med de andre lande skal vi diskutere, hvad vi gør ved det pres, der er. I første omgang skal vi presse de lande, der ikke har taget imod så mange.

Vi tager vores andel. Det vigtige er at presse de lande, der ikke tager så mange. Danmark bør ikke gå med, så længe de andre lande ikke tager deres del.”

Hvad skal der ske med de mennesker, som ikke ønsker asyl og vil videre til eksempelvis Sverige?

”Vi kan ikke tvinge dem til at søge asyl i Danmark, og det skal vi heller ikke. Hvis vi skal følge reglerne, skal de tilbage til Tyskland. Men nu har politiet ageret large i denne situation. Man har valgt ikke at søge konfrontationen, hvilket er fornuftigt.

Men det går ikke i længden at lade Danmark være transitland. Vi er nødt til at samarbejde med de to lande.

Jeg mener, vi bør følge reglerne. Ellers bryder det hele sammen.”

Hvor mange flygtninge skal Danmark tage?

”Det er meget afhængigt af, hvad der sker rundt om i verden. Vi skal tage det antal, vi kan følge med til. Det antal, der er råderum til økonomisk og boligmæssigt. Hvis vi ikke har råderummet, er vi nødt til at begrænse. Allerede nu klager kommunerne over, de ikke har pladser nok.

Forrige artikel Støjberg håber på hurtig aftale om statsborgerskab Støjberg håber på hurtig aftale om statsborgerskab Næste artikel Rekordmange sendes på privathospital Rekordmange sendes på privathospital