Justitsministeren lægger luft til PET-sprog

NYHED: Brian Mikkelsen (K) tager klar afstand fra politisk korrekthed, men vil ikke direkte fjerne PET's omstridte sprogvejledning.

Den nye justitsminister, Brian Mikkelsen (K), deler grundholdning med tre ministerkollegaer, der skarpt har kritiseret en omstridt sprogvejledning fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). Vejledningen advarer mod at bruge ord som "islamisme" og "fundamentalisme" for "ikke at stigmatisere muslimer", men Brian Mikkelsen understreger i et svar (gengivet nederst) til Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at "det står naturligvis enhver frit for at bruge de ord, man ønsker".

Ministerprotest
Peter Skaarup, der er formand for Folketingets Retsudvalg, havde spurgt justitsministeren, om han ville bede PET fjerne vejledningen. Spørgsmålet var en reaktion på, at forsvarsminister Søren Gade (V), velfærdsminister Karen Jespersen (V) og undervisningsminister Bertel Haarder (V) alle havde kritiseret PET-vejledningen. Skarpest udtryk af Søren Gade, der til Altinget udtalte:
"Jeg kalder en spade for en spade. Politisk korrekthed betyder bare, at du lægger dig fladt ned - og så tramper de på dig alligevel."

Deler holdning med kritikere
Brian Mikkelsen afviser, at PET's sprogpapir handler om politisk korrekthed, og han vil ikke kræve sprogvejledningen fjernet fra PET's hjemmeside. Men Brian Mikkelsen konkluderer i svaret til Peter Skaarup:

"Jeg vil gerne slå fast, at jeg deler mine tre ministerkollegaers afstandtagen fra enhver form for politisk korrekthed. En fri og åben debatkultur i et demokratisk samfund forudsætter, at vi kalder en spade for en spade."

Lirumlarum
Peter Skaarup er ikke ganske tilfreds med ministersvaret:

"Man kan se mellem linjerne, at Brian Mikkelsen er enig i sine kollegaers kritik af PET. Men selve svaret er en gang lirumlarum, når ministeren ikke tager konsekvensen af sine holdninger ved at bede PET fjerne sprogpapiret," siger Skaarup, der mener, at justitsministeren holder sig tilbage for ikke at ydmyge PET.

Forrige artikel Danske tænketanke uden indflydelse Danske tænketanke uden indflydelse Næste artikel V ønsker trafikaftale med tyskerne