Frederik Waage trækker sig fra medierne

Professor og juridisk ekspert Frederik Waage vil det næste års tid ikke optræde som juridisk ekspert i medierne, da han skal være konstitueret landsdommer.

Han er en af pressens yndlingsjurister, og har udtalt sig som ekspert om både forsvarsforbehold, Claus Hjort Frederiksen og minksagen. Men det næste år skifter han mediernes mikrofoner ud med hammer og dommerkappe.

Professor Frederik Waage oplyser til det juridiske medie K-News, at han det næste år skal være konstitueret landsdommer i Østre Landsret, der ligger i Københavns Nordhavn.

Hvervet som landsdommer hænger i følge Waage ikke sammen med at optræde som medieekspert.

"Selvom dommere har ytringsfrihed, og der ikke gælder egentlige formelle regler om det, så mener jeg ikke, det er foreneligt med en landsretskonstitution at udtale sig om alle mulige ting inden for den offentlige ret, som jeg plejer," siger han til K-News.

Frederik Waage har en doktorgrad i jura fra Syddansk Universitet. Han specialiserer sig særligt i forvaltningsret, forfatningsret og civilproces og har i følge Forskerforum i både 2020 og 2021 været den mest citerede juridiske ekspert i de danske medier.

Han tiltræder hvervet som landsdommer 1. september.

Forrige artikel Trine Bramsen ansætter ministersekretær fra ligestillingsafdelingen Trine Bramsen ansætter ministersekretær fra ligestillingsafdelingen Næste artikel Eks-overborgmester bliver bestyrelsesmedlem hos to selskaber Eks-overborgmester bliver bestyrelsesmedlem hos to selskaber