"Jeg er løbet tør for overskud": Joy Mogensen går af som kulturminister

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen har besluttet at stoppe i landspolitik. Hun går af som minister og genopstiller ikke til Folketinget.

Joy Mogensen går af. 

Det skriver kultur- og kirkeministeren i et opslag på Facebook.

"Jeg har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at forlade min post som kulturminister og kirkeminister."

Hun er med egne ord "løbet tør for overskud" efter to år, hvor hun har mistet en datter og håndteret corona i to ministerier.

"Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv," skriver Joy Mogensen.

Hun tilføjer også, at den hårde tone er en medvirkende faktor i hendes beslutning om at gå af. 

"Det er vigtigt at tænke over, om der er den rigtige balance imellem konfrontation, debat og politiske løsninger. Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv vil bidrage til den samtale, når jeg har mit politiske virke på afstand. Jeg tror, vores demokrati ville blive stærkere i en samtale med større gensidig respekt, hvor de uenigheder, der er i politik, ikke vokser fra os og ender i karikaturer og dæmonisering."

Du kan læse hele Joy Mogensens begrundelse her

 

 

Forrige artikel Danmark får ny tysk ambassadør Danmark får ny tysk ambassadør Næste artikel Dødsfald: Sexolog, terapeut Sten Hegeler (98)