Johanne Schmidt-Nielsens ordførertale

Det årsmøde, vi tager hul på i dag, er historisk. Siden vi mødtes sidste år, er der kommet mere end tusind nye medlemmer til. Det betyder, at hver sjette af os, er kommet til inden for det seneste år.

I torsdags viste en meningsmåling i Politiken, at vi står til en fordobling af vores mandater i Folketinget. Godt nok er det ikke meningsmålingerne, der tæller. Det er resultatet på valgdagen. Og for nylig læste jeg faktisk et interview med Liberal Alliances Anders Samuelsen, hvor han forklarede, at det er rigtig godt at gå til valg på elendige meningsmålinger - så undgår man nemlig, at presset bliver for stort. Men jeg føler mig nu overbevist om, at vi godt kan klare presset. Og jeg synes godt, vi kan tillade os at være lidt glade over, at vi har bedre meningsmålinger end nogensinde før i Enhedslistens historie.

Vi har vist, at man godt kan stå fast på noget, der burde være banalt, men som desværre ikke er det. Nemlig at alle mennesker skal behandles ordentligt. Det bliver vi belønnet for. Vi har vist, at det ikke er nødvendigt at hoppe med på hverken Pia Kjærsgaards nationalisme eller Lars Løkkes liberalisme. Vi har gjort det helt klart, at hvis man både vil en solidarisk økonomisk politik, en ambitiøs klimaindsats og en anstændig udlændingepolitik, så er det Enhedslisten, der skal sættes kryds ved.

Et parti i udvikling
Men fremgangen er også et resultat af, at vi har turdet udvikle vores parti. Vi har turdet stillet spørgsmålstegn ved "plejer". Vi har skudt myter ned, og vi har understreget, at vi ikke bare er sådan nogen, der befinder sig højt oppe i nogle utopiske luftlag, og som kun vil lege med os selv. Nej. Vi er et parti, der kommer med konkrete forslag, der kan gennemføres her og nu - vi er et parti, der vil indflydelsen. 

Som progressivt venstrefløjsparti må vi aldrig nogensinde blive bange for fornyelse. Tværtimod. Og i Enhedslisten har vi vist, at fornyelse ikke behøver at betyde, at vi bliver reduceret til nogle taktiske valgkamps-maskiner, der interesserer sig mere for fokusgrupper og meningsmålinger end for holdninger og politik. Jeg er stolt af at være medlem af et parti, der har vist, at modernisering ikke behøver betyde højredrejning.

Jeg vil faktisk - med en sproglig nyskabelse fra Brian Mikkelsen - erklære mig pærestolt.

En ny cocktail
Men årsmødet er også historisk, fordi vi står overfor et helt afgørende valg. Hvis de borgerlige vinder, så får vi ikke bare fire år mere med den cocktail ,vi kender alt for godt. Nemlig Lars Løkke tilsat Pia Kjærsgaards fremmedfjendskhed. Nej. Hvis de borgerlige vinder bliver den cocktail krydret med Liberal Alliances superliberalisme.

Hvis de borgerlige vinder valget, vil Pia Kjærsgaard ved hver eneste finanslovsforhandling, indkassere nye udlændingestramninger. Ligesom at Anders Samuelsen ved hver eneste finanslovsforhandling, vil kræve endnu flere skattelettelser og endnu flere forringelser af velfærden. Det må ikke ske.

Tilbagetrækningsreform
For præcis en uge siden fremlagde Claus Hjort sin tilbagetrækningsreform. På den ene side af ham stod hans gamle veninde Pia Kjærsgaard. På den anden side stod hans nye makker, Margrethe Vestager. Hvis den reform bliver til virkelighed, vil efterlønnen stort set være afskaffet.

Jeg har flere gange hørt de borgerlige fortælle, at det ikke er rimeligt, at raske og rørige mennesker, trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er noget underligt noget at gå rundt og sige. For hvad er alternativet? Alternativet er, at man skal arbejde så længe, at man bliver så slidt, at man går direkte fra arbejdsliv til sygeseng. Alternativet er, at alle de der ikke har store private opsparinger, at alle de der har haft hårdt fysisk arbejde, aldrig nogensinde får mulighed for at få et liv efter arbejdslivet. Det er ikke rimeligt, og i Enhedslisten siger vi helt klart: Vi kommer aldrig nogensinde til at lægge stemmer til en forringelse af efterlønnen.

Rent rødt flertal
Og derfor bliver jeg også nødt til at sige, at jeg ville ønske, at den menneskelighed der kendetegner de radikales udlændingepolitik, den også var at finde i deres politik over for de ledige. Jeg ville ønske, at den menneskelighed også var at finde i deres politik over for de nedslidte. Men det er desværre ikke tilfældet. Oven i købet har Margrethe Vestager vist, at det er så vigtigt for hende at afskaffe efterlønnen, at hun er villig til at gamble med et nyt flertal. At hun er villig til at gamble med en ny udlændingepolitik, en ny socialpolitik, en ny uddannelsespolitik, en ny klimapolitik.

Hvis vi skal gøre op med ti års borgerlig hetz imod de arbejdsløse og de nedslidte. Hvis vi skal gøre op med ti års borgerlig økonomisk politik, hvor man har delt gaver ud til dem, der har mest i forvejen og sendt regningen til dem der har allermindst. Så er det ikke nok at få et nyt politisk flertal. Så skal vi have et rødt flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og et stærkt Enhedslisten.

Socialdemokraterne og SF's 2020-plan 
Socialdemokraterne og SF's 2020-plan har fået hårde ord med på vejen. Det synes jeg sådan set ikke, Helle Thorning og Ville Søvndal skal være så kede af. Dem, der er allermest sure og fornærmede, det er nemlig de økonomer, der er ansat i de banker, der - hvis der kommer et nyt flertal, ved det valg vi alle sammen venter på - skal betale noget mere i skat. At en bankøkonom som Sten Bocian fra Danske Bank, bliver brugt som uafhængig økonomisk ekspert, det svarer lidt til, at man sætter Cheminova til at vurdere miljørisikoen ved deres egen plantegift.  

I modsætning til bankøkonomerne mener jeg, at Socialdemokraterne og SF's plan er både mere ansvarlig, mere realistisk og mere retfærdig. Hvor de borgerlige med deres efterlønsreform vil skabe endnu mere arbejdsløshed, vil oppositionen skabe arbejdspladser. Hvor de borgerlige vil give topskattelettelser, vil oppositionen lade toppen betale mere.

Tidsler der skal luges ud
Men der ér tidsler i planen, og dem skal der ryddes ud i. Det er slet ikke til diskussion.

For eksempel lægger Thorning og Søvndal op til en vækst i det offentlige forbrug fra 2015, der er lavere, end den vækst har været under Anders Fogh og Lars Løkke. Det vil uundgåeligt betyde forringelser af kernevelfærden. Det vil vi arbejde imod. Og i bund og grund handler det om fordeling. Skal den vækst, som vi vil opleve i de kommende år, bruges på et stigende privatforbrug? Eller skal vi prioritere flere pædagoger på stuerne og flere besøg af hjemmehjælperen.

Thorning og Søvndal kan lige så godt forberede sig på, at den diskussion kommer til at fylde i forhandlingslokalerne, for i Enhedslisten vil vi arbejde for det sidste.

Alligevel - på trods af tidslerne - er den røde 2020-plan et rigtig godt forhandlingsoplæg. For det første satses der massivt på uddannelse og for det andet er udspillet fyldt med konkrete og realistiske bud på, hvordan vi skaber nye grønne arbejdspladser.

Et forhandlingsoplæg
Men det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet forhandlingsoplæg. For hvis Henrik Sass eller Ole Sohn går rundt og regner med, at Enhedslisten bare vil skrive under på hvad som helst, så er der et eller andet, de har misforstået.

Vi er ikke urimelige, og vi tror ikke, vi skal bestemme alting. Men vi vil kræve indflydelse for vores mandater. Det skal ske fra dag ét. Og det gælder samtlige politiske områder. Også den økonomiske politik.

Multinationale selskaber, Nordsø-aftale og boligskat
De multinationale selskaber, der snyder os alle sammen for milliarder af kroner hvert eneste år, skal til lommerne.

Nordsøaftalen skal genforhandles. Siden 2003 har Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti overbetalt de olieselskaber der henter olien op med ti milliarder kroner hvert eneste år.

Og jeg ved godt at Helle Thorning har sagt, at hun vil frede boligskatten frem til 2020. Og vi er helt enige i, at boligskatten ikke skal indrettes på en måde, så almindelige mennesker der har været tvunget til at købe, mens priserne var alt for høje, tvinges til at gå fra hus og hjem, bare fordi boligen stiger i værdi.

Men jeg tror ærlig talt Thorning får et problem, når hun skal forklare sine vælgere, at boligejerne de facto skal have en skattelettelse hvert eneste år - samtidig med at der bliver skåret på velfærden. For det er virkeligheden, hvis ikke den boligskat bliver ændret. I Enhedslisten er vi kommet med et - synes vi selv - endda meget fredeligt forslag. Vi vil have en boligskattekommission, der skal se på, hvordan vi kan indrette beskatningen lidt mere retfærdigt.

Mød ledige med respekt
Olieselskaberne og de multinationale er nogle af dem, der har fået for meget. Men der er også nogen, der har fået for lidt. Det er dem, der har fået lov til at betale regningen for alle skattelettelserne. Ikke mindst de mennesker, der har mistet deres arbejde.

Det er hjerteblod for Enhedslisten at gøre op med den uforskammede måde, man behandler arbejdsløse, folk på sygedagpenge og andre, der uforskyldt er havnet uden for arbejdsmarkedet på.

De har år efter år oplevet, at deres indkomst blev udhulet. I dag er arbejdsløshed for skræmmende mange mennesker lig med økonomisk fallit. Den udvikling skal vi have vendt.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig sikre, at der kommer nye arbejdspladser. Men vi skal samtidig sørge for, at de ledige bliver behandlet ordentligt, indtil der er arbejde at få.

Det handler ikke kun om økonomi. Det handler også om respekt. I dag oplever arbejdsløse at gå ned på jobcenteret i forventning om at få hjælp til at få et nyt arbejde. I stedet bliver de mødt med mistillid og ydmygelser, der ikke bringer dem en millimeter tættere på arbejdsmarkedet. Mennesker, der har passet deres arbejde hele deres liv, bliver sendt på kursus i, hvordan man står op om morgenen. Undskyld, men det kan de faktisk godt finde ud af.

I Danmark yder vi meget til fællesskabet over skatten. Det mindste, man kan forvente, er vel så, at fællesskabet rent faktisk er der, når man har brug for det.

En fair udlændingepolitik
Og nu vi er ved det med respekten for andre mennesker.

Lige nu står Italien med tusindvis af flygtninge. Mennesker, der blandt andet er flygtet fra Libyen. Jeg var rigtig godt tilfreds den dag, da Birthe Rønns stoppede som minister, men jeg må indrømme at hendes efterfølger er direkte uhyggelig. For hvad var Søren Pinds svar, da Danmark blev kritiseret af den europæiske menneskerettighedskommissær for ikke at tage ansvar? Idiot. Det var hvad landets integrationsminister havde at sige. Idiot.
Niveauet er ikke ligefrem imponerende. Og da Italien og Malta bad om hjælp, hvad svarede han så? At Danmark kan tage imod ti flygtninge. Ti.

Når Enhedslisten går ind i forhandlingslokalerne, vil vi kræve, at der bliver luftet godt og grundigt ud efter både Birthe Rønn, Søren Pind og Dansk Folkeparti.

 Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen. I gamle dage var det far og mor, der bestemte, hvem man måtte gifte sig med. I dag er det Pia Kjærsgaard og Lars Løkke. Det er ikke acceptabelt - heller ikke hvis det er Thorning og Søvndal, der bestemmer, hvem der skal have point. Vi siger nej til både det blå pointsystem, og til det pointsystem de kalder rødt.

Ordet fair bliver brugt meget inde på min arbejdsplads for tiden. Jeg synes sådan set, det er et fair krav, at vi tager imod vores andel af verdens flygtninge. Og jeg synes, det er et fair krav, at vi selv får lov til at bestemme, hvem vi vil gifte os med.

Opsig pamperforligene
For noget tid siden blev der lavet en undersøgelse, der viste, at erhvervet politiker er det mest utroværdige job, man kan besidde i Danmark. Ifølge danskerne slår det at være politiker både telefonsælger, journalist og brugtbilsforhandler, når det kommer til utroværdighed. Det tyder på, at den danske befolkning er intelligent. For både når det handler om telefonsælgere, journalister, brugtbilsforhandlere og politikere er en vis portion skepsis sundt. Men der er alligevel grund til, at Christiansborg vender blikket indad. 

For det er ikke så underligt, at politikerne løber med førstepladsen på utroværdigheds-listen, når partier i både rød og blå blok nægter at fortælle, hvem der sponsorerer dem. Eller når både højre og venstre side af folketingssalen afviser at lave om på deres egne gyldne pensionsordninger. I begge tilfælde er der både fra rød og blå side blevet henvist til, at de desværre er bundet af forlig med de andre partier.
 
Det burde være logik, at politikeres tilbagetrækningsalder følger alle andres. Det er direkte usmageligt, at Vestager, Lars Barfod, Pia Kjærsgaard og Lars Løkke kan beslutte, at alle andre i det her land skal blive på arbejdsmarkedet til de fylder 70 - når de selv kan trække sig tilbage med en fed pension som 60-årige på skatteborgernes regning.

Og giv nu borgerne - vælgerne - lov til at se, hvem der sponsorerer jer. Når Claus Hjort sidder og forhandler bankpakker for milliarder af skattekroner, så er det mindste man kan forlange vel, at vi kan få at vide, hvor mange millioner der efterfølgende overføres fra Danske Banks konto til Venstres valgkampsbudget.

Så til Helle Thorning og Villy Søvndal: Stop hykleriet. Opsig de pamperforlig. Lad os sætte en stopper for både hemmelighedskræmmeriet og luksus-pensionerne.

Når vi mødes igen 
Jeg startede med at kalde det her for et historisk årsmøde.

Når vi mødes næste år, skal vi sammen have sørget for, at de gode meningsmålinger er blevet til virkelighed. Når vi mødes næste år, skal vi sammen have sørget for, at der er et rødt flertal i Danmark. Og når det så er sket, så skal vi sammen - hver eneste dag - knokle for, at vi ikke bare får en ny regering, men at vi rent faktisk får en ny politik.

Tak for ordet.