Jesper Beinov bliver ny direktør i SMVdanmark

SMVdanmark har ansat Jesper Beinov som direktør med ansvar for politik, analyse og kommunikation. Han har senest været strategisk chef i Konservative.

Efter halvanden måned som strategichef i Konservative forlod Jesper Beinov posten i kølvandet på folketingsvalget. Nu er han blevet ansat i en direktørstilling med øverste ansvar for politik, analyse og kommunikation hos SMVdanmark.

Det oplyser erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.

Jesper Beinov har tidligere varetaget flere markante roller på Christiansborg og i centraladministrationen, hvor han blandt andet har været pressechef og særlig rådgiver. Han ser frem til nu at skulle arbejde med at forbedre vilkårene for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.

"Jeg har fulgt, hvor markant og dygtigt mine nye kolleger i SMVdanmark har gjort det i de seneste år under svære vilkår med corona og økonomisk afmatning ovenpå krigen i Ukraine, og er derfor super glad for at blive en del af holdet," udtaler den kommende direktør.

Før Jesper Beinov tiltrådte som strategichef i Konservative, var han gennem seks måneder administrerende direktør i Dansk Gartneri.

Tidligere har han blandt andet været pressechef i Dansk Folkeparti, særlig rådgiver for Claus Hjort Frederiksen (V) i Finansministeriet og Forsvarsministeriet samt redaktør på Berlingske.

1. februar starter Jesper Beinov i stillingen som direktør i SMVdanmark.

{{toplink}}

Forrige artikel Lars Løkke stopper som formand i Løkkefonden Lars Løkke stopper som formand i Løkkefonden Næste artikel Store bededags-kontrovers får biskop til at forlade Socialdemokratiet efter 40 år Store bededags-kontrovers får biskop til at forlade Socialdemokratiet efter 40 år