Jes Lunde ny kommunaldirektør i Rebild

TOPCHEF: Rebild Kommune har ansat fhv. MF for SF Jes Lunde til at stå i spidsen for kommunen fremover. Han kommer fra en stilling som direktør i Frederikshavn Kommune.

Det bliver tidligere frontfigur i SF, Jes Lunde, der fra årsskiftet tiltræder som ny kommunaldirektør i Rebild Kommune.

"Vi glæder os meget til samarbejdet med Jes Lunde og ser frem til at drage nytte af hans store faglige og menneskelige kvalifikationer. Han har med sin baggrund og brede erfaring de bedste forudsætninger for at bidrage til Rebild Kommunes udvikling," siger borgmester Anny Winther (V) i en pressemeddelelse.

Jes Lunde har blandt andet været direktør i Miljøministeriet og i Nordjyllands Amt, hvor han havde ansvaret for Teknik og Miljø.

Siden 2011 har han fungeret som direktør for social- og sundhedsområdet samt for it- og velfærdsteknologi i Frederikshavn Kommune.

Fra 2009 til 2011 arbejdede han som direktør for Børne- og Familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune.

Jes Lunde er født i Jerup i Nordjylland og er uddannet cand.oecon. fra Aalborg Universitet. Han er 56 år og stoppede efter 17 år i Folketinget i 2001. Han meldte sig ud af partiet året efter.

 

 

 

Forrige artikel Danskerne: Kollektiv trafik er kørt af sporet Danskerne: Kollektiv trafik er kørt af sporet Næste artikel Drikkevandet bekymrer flest danskere Drikkevandet bekymrer flest danskere