Dansk embedsmand genvælges til toppost i EU

NAVNE: Efter fem år på posten er Jeppe Tranholm-Mikkelsen genudnævnt som generalsekretær i Det Europæiske Råd og fastholder dermed den vigtigste post, som er besat af en dansk embedsmand, i verden. 

Jeppe Tranholm-Mikkelsen er valgt til at fortsætte arbejdet som generalsekretær for Det Europæiske Råd i fem år endnu. 

Sådan lyder meldingen fra Bruxelles, hvor et enigt råd af stats- og regeringschefer godtog rådsfomand Charles Michels forslag om at forlænge hans arbejdsperiode, der oprindeligt løb fra 1. juli 2015 til 30. juni 2020.

Det skriver nyhedsbrevet Politico.eu.

I rollen som generalsekretær har Jeppe Tranholm-Mikkelsen støttet og rådgivet formanden af Det Europæiske Råd. Det er også ham, der er ansvarlig for generalsekretariatets overordnede organisation. En opgave, der gør Jeppe Tranholm-Mikkelsens arbejde til den største embedspost i verden, der er besat af en dansker.

Det siger EU-korrespondent Ole Ryborg til DR:

"Jeppe Tranholm-Mikkelsen er kongen af kompromiser i EU. Som embedsmand skal han ikke selv mene noget. Det er der politikere til. Men han er rådsformandens højre hånd, og hans vigtigste rolle er at se, hvor enderne kan mødes og kompromiserne findes, når stats- og regeringscheferne er uenige," siger han. 

Ifølge nyhedsbrevet Politico.eu skulle beslutningen om Jeppe Tranholm-Mikkelsens forlængelse allerede være blevet truffet, og nu er det blot den formelle bekræftelse på skrift, der mangler. 

Inden Charles Michel trådte til som rådsformand i 2019, var Jeppe Tranholm-Mikkelsen rådgiver for Donald Tusk i rådet. 

Jeppe Tranholm-Mikkelsen har læst internationale forbindelser på London School of Economics og statskundskab på Aarhus Universitet. Han har tidligere været ambassadør i Kina, men har ellers altid haft det europæiske samarbejde som omdrejningspunktet i sit arbejde.  

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel Coronakrise og hurtig slutspurt sætter Venstre under pres i udligningsballade Coronakrise og hurtig slutspurt sætter Venstre under pres i udligningsballade