Jeppe Lindberg skifter til LA i Køge

Jeppe Lindberg, der hidtil har repræsenteret Venstre i Køge Byråd, skifter til Liberal Alliance.

Venstres Jeppe Lindberg fra Køge Byråd har i dag meddelt, at han skifter parti. Fremover vil han repræsentere Liberal Alliance, hvilket bevirker, at LA for første gang får et sæde i byrådet.

Jeppe Lindberg er formand for Social- og Sundhedsudvalget og er en del af flertalsgruppen i byrådet. LA og Lindberg forventer, at denne konstellation fortsætter.

I partiets pressemeddelelse udtaler Jeppe Lindberg:

”Jeg har aldrig haft meget til overs for partihop, men Venstre er gledet så meget mod midten i dansk politik, at jeg ser det som, at det er Venstre, der har forladt mig politisk, ikke omvendt".

Han bliver i det nye parti budt velkommen af både formand for Liberal Alliance i Køge Leo Boddum og landsformand Leif Mikkelsen, der siger:

”Vi byder Jeppe hjertelig velkommen, og vi er rigtig glade for, at vi får Liberal Alliances politik frem på forreste række i Køge Byråd. Vi er selvfølgelig også tilfredse med, at der nu er et byråd mere, hvor vi kan få politisk indflydelse.”

Forrige artikel FCK skal have ny formand Næste artikel SOS Børnebyerne ansætter kampagneleder