Jelved efter tre årtier i Folketinget: Mit statsministerkandidatur var min største fejl

Hun sad på den magtfulde økonomiministerpost i næsten ni år, hun var leder af sit parti i 17 år, og hun har været i Folketinget siden 1987. Men selv efter 35 år ser hun ikke primært sig selv som politiker. Hendes vigtigste mission lå et andet sted, mener den mangeårige radikale leder Marianne Jelved.

”Jeg ser stadig mig selv som lærer. Jeg var god til at tage de vanskeligste børn i klasserne, og for mig er det stadig mere værd, at jeg var stand til at løfte de børn end, at jeg har været økonomiminister,” siger Marianne Jelved.

Hun konstaterer lakonisk, at der er sket nogle ”kæmpe forandringer med Folketinget” i den tid, hun har været medlem: 

”Da jeg kom i Folketinget, havde næsten alle medlemmer erhvervserfaring, men i dag er der mange, der kommer direkte fra universitetet,” konstaterer Jelved.

Hun lægger ikke skjul på, hvad hun foretrækker:

”Jeg er glad for, jeg havde 20 års erfaring som lærer med i bagagen. Det gav mig en helt anden ballast, og det gav en bevidsthed om, hvad jeg duede til. Det betød, at jeg ikke på samme måde var afhængig af, om jeg fik succes eller fiasko i den politiske verden.” {{toplink}}

Håndtaske og pyrrhussejr

Den ballast har der været brug for. For den tidligere leder har gennem årene oplevet både meriterende sejre og smertefulde nederlag.

Marianne Jelved havde svært ved at slå igennem som radikal leder, da hun overtog stafetten fra Niels Helveg Petersen (R) i 1990, men i 2005 scorede Jelved hele 17 radikale mandater, det bedste resultat for hendes parti i over 30 år.

I de år var Jelveds gennemslagskraft stor: Hun blev kendt som ”Damen med håndtasken”, en håndtaske der blev set som et hårdtslående våben. Den gik lige ind hos kernevælgerne i den polariserede valgkamp i 2005. Men det var samtidig begyndelsen til nedturen.

Afværgemanøvre

Mandaterne kunne ikke bruges til noget, Anders Fogh Rasmussen (V) fortsatte som statsminister, og han var ikke det mindste interesseret i et samarbejde med Radikale. Desuden blev forholdet til socialdemokraterne stadig mere anstrengt – og det blev ikke bedre, da Marianne Jelved i 2006 erklærede sig som statsministerkandidat: 

”Hvis der er noget, jeg fortryder i min politiske karriere, så er det netop, at jeg selv blev statsministerkandidat,” siger Jelved og fortsætter:

”Det førte ikke til noget positivt. I løbet af et halvt år måtte jeg jo trække det i land igen. Så på den måde var det en fiasko.”

Var det udtryk for overmod efter valgsejren i 2005?

”Nej, det var mere en afværgemanøvre. Der var uro i mit eget parti, hvor nogle ville støtte en borgerlig og andre en socialdemokrat som statsminister. Når vi havde vores egen statsministerkandidat, blev den uenighed lagt til side.”

Succeshistorien

Marianne Jelved er omvendt ikke i tvivl, når hun skal pege på sin største politiske bedrift i de 35 år på Christiansborg:

”Det var, da vi fik rettet økonomien op og bekæmpet arbejdsløsheden sammen med socialdemokraterne i 90’erne. Det var en fantastisk succes, og det er der ingen, der kan tage fra os.”

Jelved blev økonomiminister, mens Mogens Lykketoft (S) blev finansminister, da Poul Nyrup Rasmussen (S) dannede regering i starten af 1993. På det tidspunkt var arbejdsløsheden tårnhøj, og hovedopgaven var at nedbringe ledigheden – vel at mærke uden at det påvirkede andre dele af økonomien negativt. 

”Hele den periode, hvor radikale og socialdemokrater samarbejdede i Nyrup-regeringerne, gik utrolig godt. Jeg havde et fantastisk samarbejde både med Nyrup og Lykketoft,” fortæller Jelved med iver i stemmen:

”Vi fik både fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og overskud på de offentlige budgetter. Alle havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, men det lykkedes jo. Vi var det eneste land i verden, der gjorde de ting på én gang. Det var en kæmpe succes.” {{toplink}}

Udlændingestriden

Alligevel tabte I valget i 2001. Hvorfor gjorde I det?

”Det var i hvert fald ikke min skyld, at vi tabte det valg.”

”Det var Nyrup, der vurderede forkert. Nyrup havde troet, det var en fordel at holde folketingsvalget sammen med kommunalvalget, fordi der så ville komme højere valgdeltagelse. Men det viste sig slet ikke at være nogen fordel.” 

Marianne Jelved tager et tilløb og tilføjer så:

”Og så havde Nyrup jo problemer med sit eget bagland i forhold til udlændingepolitikken.”

Netop udlændingepolitikken blev den helt store anstødssten mellem radikale og socialdemokrater i de kommende år. Det gjorde sig også gældende ved valget i 2005, hvor Mogens Lykketoft som ny socialdemokratisk formand fik et endnu større nederlag end Nyrup i 2001. 

Lykketoft pegede siden på striden med Jelved om udlændingepolitikken som et afgørende element i nederlaget, ikke mindst de to daværende partilederes uenighed om 24-års reglen, som Marianne Jelved ville have fjernet igen.

Jelved virker dog ikke synderlig påvirket af Lykketofts kritik:

”Den slags kan jeg kun trække på skuldrene over,” siger Jelved og fortsætter:

”Det er da en katastrofe, at 24-års reglen stadig er der. Jeg går ikke ud og foreslår, at den skal afskaffes nu, men det er og bliver en idiotisk regel. Den er fuldstændig unødvendig.”

Fra ballets dronning til bænkevarmer

Da Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987, gik Radikale Venstre året efter i regering med Venstre og Konservative for få år senere at svinge over til Socialdemokratiet. Den ønskeposition har partiet været afskåret fra de sidste 20 år. 

Erfaringerne fra 2001 og 2005 var en af grundene til, at den nye socialdemokratiske ledelse med Henrik Sass Larsen (S) som den stærke mand lagde mere og mere afstand til Radikale. Ikke desto mindre gik de to partier i regering sammen igen – med SF som tredje hjul – i 2011. 

Men i 2019 gik Mette Frederiksen (S) til valg på en socialdemokratisk et-partiregering. Og Radikale stod nu for første gang i en situation, hvor de ikke var velkomne i hverken en socialdemokratisk eller en borgerlig regering. {{toplink}}

Skyggerne fra Tårnet

Hvad er forklaringen på, at I er endt i den situation, når I i flere årtier var Folketingets mest ombejlede parti?

”Der ligger nogle erfaringer hos socialdemokraterne, der påvirker deres ønske om at danne en et-parti-regerings,” siger Jelved og fortsætter:

”Jeg tænker på erfaringerne med regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn. I sådan en situation skal alle være indstillede på at løse problemerne sammen, og man kan ikke påstå, at det lykkedes for dem. Men Bjarne Corydon (S) og Margrethe Vestager (S) fik et rigtig godt samarbejde, og det var jo sådan set en succes-regering."

Det synes socialdemokraterne vist ikke?

”Nej, det gør de ikke, og det er også derfor, de agerer, som de gør nu. Men nu er de begyndt at bløde en smule op, så lad os se efter næste valg.” 

Rwanda og det ultimative

På et tidspunkt havde Marianne Jelved som partileder stillet et ultimativt krav om, at 24-års reglen blev fjernet. Men i de senere år har Jelved argumenteret for, at det er en rigtig dårlig idé med ultimative krav.

Samme linje lagde Sofie Carsten Nielsen (R) sig på, da hun for halvandet år siden overtog ledelsen efter Morten Østergaard (R). Nu skulle det være slut med forgængerens trusler og ultimative krav.

Ikke desto har Sofie Carsten Nielsen netop stillet noget, der minder mistænkeligt meget om et ultimativt krav: Hvis en ny regering skal have radikal støtte efter valget, skal den opgive alle planer om at sende asylansøgere til Rwanda. Et frontalt opgør med et socialdemokratisk kardinalpunkt.

Er det ikke den slags udtalelser, der isolerer jer fra både socialdemokrater og borgerlige – og som gør det meget svært for jer at komme i regering igen?

”Måske. Men på den anden side er man også nødt til at have nogle grænser for, hvordan man behandler andre mennesker. Det har så en pris. Jeg støtter fuldstændig det, Sofie har sagt, og jeg tror, hun har hele partiet bag sig,” siger Jelved.

Det lyder næsten som et ekko af striden i 2005.

Nye projekter forude

De mange år som toppolitiker koster sit i forhold til arbejdspres og familieliv, men ved enden af rejsen er Marianne Jelved alligevel ikke i tvivl. 

Var det det hele værd?

”Ja, det var det. Jeg synes, jeg har haft et fantastisk godt liv. Men jeg er også rigtig glad for, at jeg har haft et liv, inden jeg blev politiker.”

Den 79-årige veteran er ligefrem utålmodig efter at komme i gang med næste kapitel af livet:

”Nu har jeg bare brug for, at valget bliver udskrevet, og så kan jeg komme i gang med at skrive. Måske en selvbiografi af en art.”

erik@altinget.dk