Gymnasieelev: Jeg har 356 studievalgsmuligheder, men mangler den vigtigste

Jeg kan vælge mellem 18 fastlagte studieretninger på STX. Derudover findes der 18 forskellige studieretninger på HTX og yderligere 13 på HHX. Hvis jeg som ung gerne vil tage en erhvervsuddannelse, kan jeg vælge mellem 101 forskellige uddannelser, der dækker over mere end 300 trin eller specialer.

På HF er der syv forskellige fagpakker, som kan smides oven i regnestykket. I alt giver det 356 forskellige muligheder, hvis man vælger ikke at regne andre mere specialiserede uddannelsestilbud som MGK, DGU med videre med. Det betyder, at jeg statistisk set har en chance på 0,28 procent for at have valgt den uddannelse, der passer allerbedst til mig i første forsøg.

Regnestykket er selvfølgelig tænkt, for som unge har vi overordnet et ret godt billede af, hvad vi synes er fedt at lave, og hvad vi helst vil gå en stor bue uden om.

Alligevel synes jeg, det er tankevækkende, at vi har fået skabt et uddannelsessystem, der forudsætter, at vi som unge kender vores fremtidsdrømme så specifikt. Vi kan i hvert fald konkludere, at der ikke er mangel på valgmuligheder.

Unges mistrivsel kommer hurtigt til at handle om præstationspres og perfekthedskultur, men for mig at se stammer en stor del af vores generations usikkerhed fra den ufattelige mængde af spørgsmål, der hele tiden bliver stillet ved os selv og vores identitet.

Da jeg skulle vælge studieretning gik tankerækken for mig nogenlunde sådan her:

"Kan jeg egentlig bedst lide matematik? Eller er jeg mere en tysk-type? Det kan også være, jeg bare skal shake det lidt up og vælge musik, fordi det også er meget sjovt. Men jeg skal også tænke på, om jeg er god til det, jeg vælger. Ellers bliver det hårdt at komme igennem. Der var faktisk også en, der sagde til mig forleden, at jeg slet ikke virker som typen, der vælger fysik."

"Jeg har hørt, at samfundsfagsklasserne har et vildt godt fællesskab. Men det handler også lidt om læreren. Der var i hvert fald én, man helst ikke skulle have. Hvem var det nu, det var? Måske jeg bare skulle droppe ud og vælge en helt anden uddannelse. Erhvervsuddannelser er også inde lige for tiden. Jeg kunne også lade være med at tage en uddannelse. Jeg følger faktisk en på instagram, der droppede ud af gymnasiet og har sin egen virksomhed nu. Det kunne jeg bare gøre. Uddannelse er også totalt overhyped. Men, Marie? Du kan jo godt lide at gå i skole."

Og jeg ved, jeg ikke var den eneste. For både valget af efterskole, ungdomsuddannelse og studieretning kan være en fuldtidsbeskæftigelse som ung.

Min egen usikkerhed handlede ikke så meget om, hvorvidt det, jeg valgte, var dårligt, mere end den handlede om tanken om, at man måske kom til at vælge noget godt fra. Den såkaldte fomo, fear of missing out, havde sit tag godt og grundigt i mig og mine klassekammerater.

I livet vil man altid skulle træffe valg, og ja, de valg skal vi blandt andet blive dygtige til at træffe gennem vores uddannelsessystem. Men jeg synes godt, man må sætte spørgsmålstegn ved, om den mængde af valgmuligheder, vi unge står overfor, er til mere skade end gavn.

Selvom det betyder meget for os elevers motivation, at vi selv har indflydelse på, hvilken undervisning vi modtager, påvirkes vores trivsel også af at skulle være usikre på vores valg både op til, under og efter alle valgene.

Derfor er spørgsmålet i virkeligheden, om vi som samfund reelt set får et udbytte ud af, at nogle STX-elever har haft meget samfundsfag, mens andre har haft biologi. Et skud i tågen vil være, at jeg sagtens kan blive en udmærket agrobiolog, selvom jeg ikke har haft biologi på A-niveau, og ham inde fra biologi klassen vil klare sig fint, selvom han ikke har haft samfundsfag.

Netop dét blev jeg bekræftet i, da alle 1.g’ere på mit gymnasie havde introduktionsdag til studieretningerne. Her var de ældre elever klare i spyttet: "I kan lige så godt lade være med at bekymre jer om jeres valg, for i sidste ende er det lige meget, hvad I vælger."

Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at kunne genkende sig selv i ens eget uddannelsesforløb. Men netop de mange valgmuligheder er i mine øjne noget af det, der tvinger unge til at vende blikket indad oftere, end hvad sundt er.

For når systemet aktivt beder om, at vi tager så specifikt stilling til, hvem vi er, skaber man en virkelighed, hvor det vigtige er "mig" og ikke "os". Individualiseringen blandt unge har mange årsager, og er ikke et resultat af én enkelt tendens, men jeg vil tillade mig at kaste den her i bunken.

Derfor mener jeg også, det er problematisk, at der er opstået en tendens, hvor man tænker, at vi kan løse udfordringerne i uddannelsessystemet ved at udvide mængden af uddannelsestilbud.

For som unge har vi ikke brug for tilbud, hvor vi kun møder folk, der er præcis ligesom os og interesserer sig for præcis det samme som os. Vi har brug for at lære hinandens forskelligheder at kende.

Når vi ender med at være i fællesskaber, hvor alle interesserer sig for og finder værdi i de samme ting, møder vi ikke den mangfoldighed, vores uddannelsessystem ellers bryster sig af at vise os. Den enkelte unge ender med at have en snæver gruppe mennesker at spejle sig i, og hvis man falder bare en lille smule uden for stereotypen, risikerer man let at føle sig forkert og alene. Følelser, der hverken gør vores valg lettere eller mere konstruktive.

Vores uddannelsessystem er langt fra intuitivt lige nu, og jeg mistænker, at selv uddannelsesvejlederne ude på skolerne ikke helt forstår det system, de skal guide os elever igennem. Derfor er det også nødvendigt, at vi sætter foden på bremsen og holder op med at komme med flere ideer til flere valgmuligheder som HPX'er, praktikker, ungdomsår, og jeg skal gi’ dig.   

Når jeg kan vælge mellem 356 specialiserede uddannelsesretninger, er det klart, at jeg kan få både dage og nætter til at gå med spekulationer om både min nutid og fremtid. Vi italesætter mulighedernes tidsalder som en gave, men i virkeligheden betyder det bare, at vi som unge er tvunget til at prioritere individualiserede valg over det fællesskab, det hele burde egentlig handle om. 

{{toplink}}