Jakob Sheikh får pris for portrætter af Syrienskrigere

Kristian Dahls Mindelegat, der også går under navnet "Den lille Cavling-pris", tildeles i år Politiken-journalist Jakob Sheikh for at give et indblik i radikaliseringens mekanismer gennem sin dækning af de danske Syrienskrigere.

Kristian Dahls Mindelegat uddeles hvert år til en yngre journalist, som med lødig journalistik har skabt interesse for sit stofområde, og årets modtager er 27-årige Jakob Sheikh, der er journalist på Politiken.

Det skriver Journalisten.

"Takket være et enestående kildenet, en stor menneskelig nysgerrighed og en fremragende fortælleevne er Jakob Sheikh i stand til at give os nærværende portrætter af nogle mennesker, vi har et stort behov for at forstå, og en indsigt i radikaliseringens mekanismer," lød det fra juryen, der har belønnet den unge journalist med legatet og de 15.000 kroner, der følger med.

Prisen overrækkes til Jakob Sheikh fredag 20. marts klokken 16.00 i Journalisternes Hus på Gammel Strand 46.

Jakob Sheikh var én blandt fire nominerede til prisen. De andre nominerede til prisen var:

  • Chris Kjær Jessen (32) og Carl Emil Arnfred (35) fra Berlingske for en undersøgende artikelserie om partistøtte i dansk politik.
  • Kristian Corfixen (26) og Sebastian Abrahamsen (26) fra Information for artikelserien "Dømt til dårlig behandling" om lægebehandlingen af fanger i danske fængsler.
  • Puk Damsgård Andersen (36) fra DR for bogen "Hvor solen græder" om borgerkrigen i Syrien.
Forrige artikel Ny universitetsdirektør på KU Næste artikel Aller får ny kommerciel direktør