Jacob Mchangama får Venstres frihedspris 2013

PRISUDDELING: Jurist og debattør Jacob Mchangama får Venstres frihedspris 2013 for sin indsats for frihedsrettigheder.

Juristen og debattøren Jacob Mchangama får Venstres frihedspris 2013 for sit engagement i debatten om frihedsrettigheder både i Danmark og internationalt.

Prisen blev uddelt på Venstres landsmøde af Venstres regionsrådsformand og medlem af forretningsudvalget Carl Holst, som blandt andet roste Mchangama for indsatsen for frihed og demokrati.

Prismodtageren, som er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS, er ved at danne sin egen tænketank, Justitita, hvor han skal fortsætte det arbejde han laver i projektet, The Freedom Rights Project. 

Jacob Mchangama var især beæret over at komme i selskab med de tidligere modtagere af prisen, som tæller forfatter Ayaan Hirsi Ali og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).

Vi skal ikke bøje hovedet
Prismodtageren understregede i sin takketale, at friheden og demokratiet ikke er naturgivne - og at det derfor er centralt at fortsætte med at kæmpe for friheden både i Danmark, men i lige så høj grad i resten af verden.

"Verdens demokratier mister indflydelse. Som et lille land med store demokratiske traditioner, sætter det os i en problematisk situation," siger Jacob Mchangama og tilføjer, at danske politikere ikke skal bøje hovedet og tie med kritik, når der er fine besøg fra Kina eller Rusland.

"Ingen har vundet frihed ved at tie," siger Jacob Mchangama.

Venstre skal huske friheden
Den liberale jurist har tidligere ofte revset netop Venstre for ikke at holde den liberale fane højt. Og der var også en påmindelse om at huske de liberale rettigheder i takketalen.

Mchangama pegede på Skats overvågning af personfølsomme oplysninger og politikernes store fokus på at sikkerhed og terrorbekæmpelse, som fører til indskrænkede frihedsrettigheder.

"Det er mit håb, at Venstre vil være frihedens fordring mere bevidst i fremtiden," siger Jacob Mchangama, som fik stor applaus fra de delegerede, trods kritikken.

Rettelse: Altinget.dk skrev i den oprindelige artikel, at Jacob Mchangama allerede har dannet sin nye tænketank. Det er ikke korrekt. Han er stadig chefjurist i CEPOS, ind til han har rejst midler til den nye tænktank.

Forrige artikel Løkke vil give skattelettelser i bunden Løkke vil give skattelettelser i bunden Næste artikel Frit valg skal sikre V borgmesterkæder Frit valg skal sikre V borgmesterkæder