I sidste øjeblik: Røde partier vil fjerne overvågning af elever

TEST: Et nyt program skal sikre, at 50.000 gymnasieelever ikke snyder under prøver torsdag. Eksperter kritiserer dog overvågningsprogrammet, som tre røde partier i 11. time opfordrer ministeren til at fjerne.

Den Digitale Prøvevagt skal sættes uden for døren.

Det mener S, SF, og EL, efter flere eksperter har kritiseret overvågningsprogrammet.

Som professor i datalogi på Aarhus Universitet Ivan Bjerre Damgård forklarer til Altinget, har Undervisningsministeriet nemlig lavet et ”aggressivt” program, som ”holder øje med alt muligt, der sker på computeren”.

Torsdag skal programmet for første gang testes af gymnasieelever over hele landet, men undervisningsminister Merete Riisager (LA) bør aflyse generalprøven, mener SF’s Jacob Mark.

”Indtil det virker, må man jo skrotte det. Man skal ikke tvinge eleverne til at bruge det,” siger han.

Enhedslistens Jakob Sølvhøj og Socialdemokratiets Annette Lind er enige.

”Med de store betænkeligheder, vi oplever, ville det være fornuftigt, hvis ministeren droppede anvendelse af programmet i prøverne torsdag,” siger Jakob Sølvhøj.

Eksperter frygter hackerangreb
Den Digitale Prøvevagt er kommet i modvind med en række negative historier i flere medier – eksempelvis i Ekstra Bladet.

Ivan Bjerre Damgård forklarer, at programmet blandt andet kan gøre elevernes computere sårbare overfor hackerangreb.

Undervisningsminister Merete Riisager virker imidlertid ikke bekymret.

“Eksaminerne skal være fair og rimelige, og det skal være så svært som muligt at snyde. Forligskredsen var sidste år enige om at finansiere dette program, der ligner de systemer, som flere gymnasier allerede anvender, og dem som universiteterne har brugt i en årrække," skriver hun i en kommentar til Altinget.

Onsdag sendte Styrelsen for It og Læring i en e-mail til institutionerne, hvor det oplyses, at elever kan bede om lov til ikke at bruge Den Digitale Prøvevagt.

Torsdag skal programmet mange steder bruges under terminsprøver, men først ved eksamenerne til sommer vil det ifølge styrelsen være obligatorisk at anvende.

Dette er en forkortet version af en artikel bragt på Altinget: uddannelse. Læs hele den artikel her. 

,

Forrige artikel Her er medlemmerne i Lilleholts nye klimaråd for unge Her er medlemmerne i Lilleholts nye klimaråd for unge Næste artikel Overblik: Her kan du fejre Kvindernes Kampdag Overblik: Her kan du fejre Kvindernes Kampdag