Efter smertefri finanslov går Nicolai Wammen en travl sommer i møde
Nicolai Wammen bliver centrum for en række centrale politiske udspil og forhandlinger og kan derfor se frem til en særlig travl sommer, skriver Søren Hove Ravn.
Det bliver en travl sommer for finansminister Nicolai Wammen (S).
I sig selv er det ikke nogen stor nyhed, at landets finansminister er en travl person, men i de kommende måneder bliver Finansministeriet centrum for en række centrale politiske udspil og forhandlinger.
Det gælder i første omgang den årlige økonomiaftale med kommuner og regioner, og senere på sommeren et besværligt finanslovsforslag.
Derudover har statsministeren annonceret en langsigtet økonomisk plan, og selv om vi ikke ved, hvornår en sådan udkommer, så gør finansministeren og hans embedsmænd nok klogt i allerede nu at begynde at tænke over den. Det vender vi tilbage til.
Wammen kan glæde sig over, at finansloven for 2023 blev vedtaget forholdsvist smertefrit. Det skyldtes både forsinkelsen som følge af folketingsvalg og regeringsdannelse, den høje inflation, som udgjorde et alibi for en forholdsvis stram finanslov, samt det faktum, at tiltag som for eksempel våbenhjælp til Ukraine og inflationshjælp var aftalt på forhånd.
Så let går det formentlig ikke med finansloven for 2024, hvor Wammen vil blive presset fra flere sider.
På den ene side vil der formentlig opstå et noget større pres på regeringen for at begynde at indfri bekostelige valgløfter på eksempelvis sundhedsområdet og klimapolitikken.
Det pres vil komme fra såvel de øvrige partier i Folketinget som fra kommuner og regioner i forbindelse med de igangværende økonomiforhandlinger. Det kan hurtigt blive en dyr omgang for regeringen.
På den anden side er inflationen i Danmark stadig for høj, og den såkaldte kerneinflation – inflationsraten renset for fødevare- og energipriser, som ofte svinger særligt meget – ser ud til at have bidt sig fast omkring fem til seks procent.
Hvis det billede ikke har ændret sig væsentligt til august, vil det være svært for finansministeren at fremlægge en finanslov, som bidrager nævneværdigt til den økonomiske aktivitet, målt ved den såkaldte finanseffekt.
{{toplink}}
I den forbindelse er det værd at bemærke, at finanseffekten udregnes som finanspolitikkens aktivitetsvirkning sammenlignet med året før.
Det betyder, at bortfaldet af en række corona-relaterede finanspolitiske tiltag, som havde en stimulerende effekt på økonomien i 2022, bidrog kraftigt til at få finanspolitikken for 2023 til at fremstå stram ifølge finanseffekten.
Så heldig er finansministeren ikke næste gang, hvor der ikke kommer en tilsvarende "automatisk" stramning af finanspolitikken. Med andre ord; hvis finanspolitikken skal strammes i 2024, så skal Nicolai Wammen selv gøre det. Derfor bliver finanslovsforslaget og de efterfølgende forhandlinger en hårfin balancegang.
Retter man blikket lidt længere frem, så har statsminister Mette Frederiksen lovet en større økonomisk plan uden dog at sætte en dato på denne. Her vil det blive interessant at se, hvad det egentlig er, statsministeren "sparer sammen til".
Som tidligere påpeget i denne spalte, så rejser Frederiksen rundt med budskabet om, at statsfinanserne ikke hænger sammen på længere sigt, alt imens Finansministeriets jævnlige opgørelser af den såkaldte finanspolitiske holdbarhed viser det stik modsatte.
Den mest oplagte læsning af dette paradoks er velsagtens, at statsministeren forventer en kraftigere stigning i de fremtidige offentlige udgifter, end Finansministeriet lægger til grund i sine fremskrivninger. Men spørgsmålet er, hvor længe regeringen kan operere med to sæt af finanspolitiske holdbarhedsberegninger.
Samtidig kan det måske hjælpe regeringen med at få vælgerne til at sluge kommende økonomiske reformer, hvis det samtidig gøres klart, hvad det er for velfærdsforbedringer, disse reformer skal finansiere.
Det bliver derfor spændende at se, hvornår regeringen træffer beslutning om at fremlægge en større økonomisk plan.
Jacob Kaarsbo: Ny udenrigsstrategi skal ruste Danmark til en verden i uorden
Støjberg er Socialdemokratiets farligste modstander, for hun kan blive borgerlig statsministerkandidat
