Hvad betyder Wilders' vilde valgsejr for Europa? Her er de fem vigtigste nedslag

 

Hvorfor vandt Geert Wilders valget?

Det spørgsmål er der mange, der stiller lige nu – både i Haag og i andre europæiske hovedstæder. Wilders har forsøgt at bryde igennem mange gange før, og han var tydeligvis også selv overrasket over den store sejr onsdag aften. Svaret hænger både sammen med Wilders’ budskaber, med den aktuelle politiske situation i Holland og med dynamikken mellem hovedpersonerne ved netop dette valg.

Hovedbudskaberne fra Geert Wilders har sådan set ikke ændret sig meget i de mange år, han har været en af Hollands og Europas førende højrenationalister: Islam er en farlig religion, og derfor skal der lukkes moskeer og muslimske skoler, indføres tørklædeforbud og lukkes af for yderligere muslimsk indvandring til Holland. Der skal indføres asylstop – ikke flere flygtninge til landet.

Der skal også skrues kraftigt ned for EU’s frie bevægelighed, grænserne skal lukkes og Holland skal bevæge sig mod exit. Det er åbenbart budskaber, som næsten en fjerdedel af de hollandske vælgere føler sig tiltrukket af i denne krisetid med inflation og stigende energipriser, hvor mange er skuffede over gammelkendte magthavere og partier.

Forandringerne på den politiske scene har sikkert også spillet en stor rolle: Efter 13 år som regeringsleder stillede den borgerligt-liberale Mark Rutte ikke op igen denne gang. Hans efterfølger som leder af det liberale parti VVD, Dilan Yesilgöz, åbnede før valget døren på klem for et muligt regeringssamarbejde med Wilders og hans Frihedsparti, PVV. Det samme har været tilfældet for valgets anden sensation, det nye borgerlige midterparti Ny Social Kontrakt (NSC) under ledelse af den tidligere konservative Pieter Omtzigt.

De to borgerlige partiers forsigtige åbning for et samarbejde kan have overbevist mange tøvende vælgere, som ikke turde stemme på Geert Wilders før på grund af hans yderposition.

  

Skal han så lede landet, eller hvad sker der?

Allerede fredag blev der udnævnt en slags kongelig undersøger – i Holland kaldt en "spejder" – som i de kommende dage skal kortlægge, hvilke partier der eventuelt er parate til at skabe en flertalskoalition og danne en regering sammen.

Undersøgeren er Gom van Strien, en senator fra Geert Wilders’ parti PVV, fordi det blev det største ved valget med 23,6 procent af stemmerne og dermed 37 mandater. Van Strien skal 5. december aflægge en første rapport til det nye parlament, der samles for første gang dagen efter. Torsdag 7. december er der debat om valgresultatet og rapporten om en mulig ny regering. Alt dette er dog kun de indledende manøvrer i en sandsynligvis meget lang forhandlingsproces, der forventes at vare mange måneder.

Geert Wilders satser hårdt på at komme med i en regering for første gang – og måske endda lede den. Men de andre partier udviser foreløbig ikke den store lyst til at gå i regering med valgets sejrherre. Da slet ikke hvis Wilders skal være statsminister. Allerede fredag meddelte den liberale VVD-leder Dilan Yesilgöz, at hun alligevel ikke vil være med i sådan en regering. Socialdemokraterne og De Grønne vil overhovedet ikke høre tale om Wilders.

Eneste lille åbning synes lige nu at være den nye mand i hollandsk politik, Pieter Omtzigt fra NSC, som erklærer sig "klar til at tage ansvar," som han siger. Det er imidlertid ikke nok til at skabe det højrefløjsflertal, som Wilders har brug for. Derfor har Frihedspartiets leder også sagt, at han er "meget skuffet" over, at Yesilgöz alligevel ikke vil bringe VVD ind i sådan en koalition.

"Jeg tror ikke, det er, hvad VVD-vælgerne ønsker," sagde Geert Wilders fredag ifølge den hollandske public service-station NOS. Wilders mener, at også de liberale vælgere "venter på en centrum-højre-regering". Han forudser, at forhandlingerne nu kan blive meget langvarige.

Efter sidste parlamentsvalg i 2021 satte partierne rekord ved at være 299 dage (næsten 10 måneder) om at danne en regering.

 

Er dette udtryk for en trend i Europa?

I en del europæiske lande har der længe været en udvikling i retning af, at de traditionelle partier i centrum-venstre (socialister og socialdemokrater) og centrum-højre (konservative og liberale) gradvist mister deres dominans. I stedet er det ofte enten nye midterpartier eller nationalister på højrefløjen, der vinder frem og i stigende grad nærmer sig magten.

Et eksempel på den udvikling er Frankrig, hvor de traditionelle midterpartier både til højre og til venstre nærmest er nedsmeltet og erstattet af Emmanuel Macrons politiske bevægelse. Lige bag præsidenten står den franske nationalistleder Marine Le Pen, som nu to gange har forsøgt at slå Macron ved et præsidentvalg.

I Italien lykkedes det sidste år den højrenationalistiske politiker Giorgia Meloni at vinde valget og sætte sig i spidsen for en stærkt højreorienteret regeringskoalition. Nu ser vi så Geert Wilders springe fremad i Holland. Han vil muligvis kunne samarbejde med den nye midterleder Pieter Omtzigt, der som politisk udbryderkonge kan minde om både Macron og om vores egen Lars Løkke Rasmussen. I Tyskland vinder det nationalistiske og EU-skeptiske parti Alternative für Deutschland (AfD) frem.

Når nationalisterne bliver rigtig stærke, så forsøger mere moderate partier stadig oftere at slå sig sammen i brede koalitioner for at slå dem tilbage. Nogle gange lykkes det for dem - andre gange ikke. I oktober blev Polens nationalkonservative parti, Lov og Retfærdighed (PiS), endnu engang det største parti ved landets parlamentsvalg. Men det ser ud til, at en bred sammenslutning af mange andre partier under ledelse af EU’s tidligere rådsformand, den borgerlige Donald Tusk, alligevel bliver eneste mulighed for et nyt polsk regeringsflertal.

I Ungarn holder den nationalkonservative Viktor Orban fast i magten, mens hans ligesindede Robert Fico netop har genvundet den i Slovakiet. Kampen mellem nationalisterne og det traditionelle centrum i europæisk politik bølger frem og tilbage, og i den situation udgør denne uges valgresultat i Holland et vigtigt skred.

Alle vil nu være nødt til at justere deres analyser af mulige vindere og tabere, alliancer og magtkampe ved valget til Europa-Parlamentet næste sommer. Der kan også være paralleller til Tysklands næste valg i 2025. Og til Frankrigs præsidentvalg i 2027, hvor Emmanuel Macron ikke længere må genopstille.

 

Hvad er konsekvenserne for EU?

Holland har i dag en vægt i det europæiske samarbejde, som er langt større end landets 16 millioner indbyggere tilsiger. Frankrig og Tyskland er i en liga for sig, men premierminister Mark Ruttes politiske tæft har gjort Holland til en solid treer, når det kommer til indflydelse, melder både diplomater og eksperter til Altinget. Derfor er det en vild vending for Europa, hvis Holland får en regering, hvis største parti i årevis har talt for at melde sig helt ud af butikken. Hverken Wilders’ mulige koalitionspartnere eller den hollandske befolkning er dog med ham på det spørgsmål. Derfor er det heller ikke det, der er den største bekymring.

Hans holdning til Ukraine og modvilje mod for eksempel at sende våben er til gengæld noget, der vil blive holdt øje med, særligt fordi han i årene inden invasionen har været lidt af en Putin-fanboy. 

Derudover er forventningen, at Holland bliver endnu mere uvillige til at betale til EU-fælleskassen, end landet er i dag. Også klima- og miljøpolitikken kan komme under pres, eftersom Wilders gerne vil skrotte Paris-aftalen, sløjfe vedvarende energi og gå efter mere olie og gas.

Allervigtigst bliver dog migrationsspørgsmålet. Her har Wilders et godt øje til det danske retsforbehold. Sådan et ville gøre, at Holland kunne melde sig ud af den europæiske asylpolitik. Det kræver dog traktatændringer og bliver i Bruxelles set som et umuligt krav. Uanset hvad er forventningen en strammere hollandsk linje, som også vil gælde for Schengen-samarbejdet og for kontrol med de ydre grænser.

Den første smagsprøve på den nye virkelighed bliver til et vigtigt EU-topmøde i december. Der vil Rutte med al sandsynlighed stadig sidde i den hollandske stol. Men det mandat, han skal agere på, vil komme fra det nysammensatte parlament. Og det kan give en første pejling på, hvad flertallet mener om EU-budgettet, Ukraine, udvidelsen af Unionen og konflikten mellem Israel og Hamas, som alle er vigtige punkter på dagsordenen.

 

Hvad betyder det for Danmark?

Holland er Danmarks vigtigste allierede i EU. Sådan har det været, siden briterne stemte sig ud af samarbejdet i 2016. Hollænderne har samme tilgang som danskerne, når det gælder om at holde EU’s budget nede, sikre frihandel, styrke det indre marked, forsvare retsstaten og styrke liberale frihedsværdier. Samtidig deler hollænderne Danmarks skepsis, når andre lande får vilde drømme om traktatændringer og mere magt til Bruxelles.

Derfor er der en reel bekymring for, hvad en rolle for Wilders vil betyde for samarbejdet, hvis Holland går fra at være holdspiller til at være mere af en modspiller.

På det praktiske plan vil en dansk regering ikke være så ked af, hvis hollænderne får endnu større uvilje mod at bruge penge på EU. Det vil betyde, at de kan tage nogle af kuglerne for Danmark og andre på strammerholdet. En hårdere migrationspolitik er heller ikke det store problem, både i lyset af Danmarks egen yderlige position på det spørgsmål, og fordi Danmark står uden for EU’s asylpolitik på grund af retsforbeholdet.

Til gengæld er en mindre grøn hollandsk regering ikke positivt for Danmark. Et andet problem vil være en ændret kurs over for Ukraine, hvor både udvidelsesplaner, sanktioner, økonomisk støtte og militær støtte er i spil.

Lidt uden for EU-regi gælder det også spørgsmålet om, hvad det vil betyde for den fælles F16-alliance mellem Danmark og Holland om at levere kampfly til Ukraine, hvis Wilders står fast på, at de militære leverancer til ukrainerne skal stoppe. Det er noget, den siddende hollandske forsvarsminister allerede har modtaget bekymrede henvendelser om.

 {{toplink}}

{{toplink}}

thomas.lauritzen@altinget.dk, rikke@altinget.dk