Hummelgaard står til at overtage Hækkerup-kreds

En enig S-forening i Tårnby står bag Peter Hummelgaard (S) som kredsens nye folketingskandidat, en plads, der blev ledig med Karen Hækkerups (S) exit fra dansk politik.

Den socialdemokratiske spradebasse Peter Hummelgaard vækker begejstring i afgåede justitsminister Karen Hækkerups (S) gamle bagland i Tårnby på Amager.

Her peger en enig kredsbestyrelse på den 31-årige tidligere DSU-formand som ny folketingskandidat op til et møde 17. november, hvor repræsentanter fra Amagers tre partiforeninger, Tårnby, Kastrup og Dragør, sammen skal vælge Hækkerups efterfølger.

Tårnby beskrives som en socialdemokratisk højborg, og Hummelgaard vil øge sine valgchancer markant ved at sætte sig på den eftertragtede kreds, selvom han lægger en helt anden linie end kredsens hidtidige kandidat, Karen Hækkerup. 

Han har ikke været sen til at kritisere S-toppen og regeringens politiske kurs. Særligt når det kommer til økonomien, har han været ude med riven, men det skræmmer ikke Tårnbys kredsformand, Lily Hellsten, der beskriver ham som en ung, frisk mand, der passer til kredsen, kommer fra Amager og har nogle gode holdninger.

"Vi er bevidste om, at han er en anden type end Karen. Alle kandidater er jo forskellige hver for sig. Men vi mener, at han passer godt til vores kreds," siger hun til Politiko.dk.

Det tegner således godt for den jurauddannede Peter Hummelgaards folketingsdrømme, selvom nye kandidater kan melde sig frem til 17. november. Med skiftet fra sin gamle kreds i Sundbyøster til Tårnby slipper han nemlig for lidt af konkurrencen fra en stemmeslugende statsminister i Københavns Storkreds, hvor udlændingeordfører Mette Reissmann (S) og Hækkerups afløser i Folketinget, Yildiz Akdogan (S) også stiller op.

Peter Hummelgaard arbejder i dag som rådgiver i fagforbundet 3F og er chefredaktør på netavisen Piopio.dk. 

Forrige artikel Preben Aamann ny chef-talsmand for EU-præsident Næste artikel Vibeke Borberg ny forskningschef med ansvar for mediejura