Holstein efter Wagner-exit: Man kan ikke fortænke Venstre-folkene i at ende med en vinterdepression

Mia Wagner var tænkt som et friskt pust i Venstre, da den nyslåede partiformand Troels Lund Poulsen for få uger siden kickstartede sit formandskab med en regeringsrokade. Men hun var trods alt ikke det vigtigste nye ansigt på ministerposterne, fastslår Altingets politiske kommentator.

Venstre har indkasseret "endnu et flop".

Sådan lyder vurderingen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, oven på torsdagens udskiftning på ministerholdet.

Her har Venstre sagt farvel til Mia Wagner, der på grund af sygdom har besluttet at stoppe på posten som digitaliseringsminister og minister for ligestilling efter bare et par uger. Tilbage er forgængeren, den ellers vragede Marie Bjerre.

"Det er jo en helt absurd situation, men for en gangs skyld uforskyldt. Man kan ikke med rimelighed sige, at partiformand Troels Lund Poulsen kunne have forudset den situation – det ændrer bare ikke ved, at det får et tiltet og parodisk skær," siger Erik Holstein. 

Rokade skulle kickstarte Troels Lunds formandskab

Mia Wagners entre i Venstre skete, kort tid efter at Troels Lund Poulsen officielt var blevet kronet som ny høvding i Venstre.

Rokaden – der også skiftede Morten Dahlin og næstformand Stephanie Lose ind på holdet – skulle være med til at kickstarte hans formandskab for partiet, der oven på sidste års skuffende folketingsvalg har fortsat nedturen. 

"Troels Lund havde to muligheder for at kickstarte sit formandskab. Den ene var hans tale til Venstres landsmøde, der var kedsommelig," siger Erik Holstein.

Næste mulighed var Venstres nye ansigter i regeringen . Her var Mia Wagner, som er kendt som succesfuld investor fra DR-programmet Løvens Hule, udset til at give Venstre noget gennemslag i byerne. {{toplink}}

"Og det endte så sådan her. Man ikke fortænke Venstre-folkene i at ende med en vinterdepression," siger han.

"Når det er sagt, var Mia Wagner ikke det vigtigste element i Venstres rokade. Det var indskiftningen af Morten Dahlin, der skal tage kampen op mod Støjberg og skærpe Venstres værdipolitiske profil," tilføjer Erik Holstein.

Og Dahlin ser ud til "at være i fin kampform". Desuden er valget af Marie Bjerre noget, der vil gøre flere partifæller glade, vurderer den politiske kommentator. 

"Hun blev jo nærmest fremstillet som en martyr, da hun måtte gå af, selvom det stod ret klart, at hun ville vende tilbage ved den næste rokade. Nu bliver Bjerre så rehabiliteret på rekordtid, og det vil der være folk i Venstre gruppe, der er svært tilfredse med," siger Erik Holstein.

Forrige artikel Her er Forsvarsministeriets favorit til at kulegrave våbensagen Her er Forsvarsministeriets favorit til at kulegrave våbensagen Næste artikel Regeringen var tavs, da koranloven blev stemt igennem: Regeringen var tavs, da koranloven blev stemt igennem: "En bizar demokratisk situation"