Holstein: Det næste bliver vel et comeback til Lykketoft

TV: De gode resultater til gamle røde mænd som Sanders, Melanchon og Corbyn kan bruges af kritikere af den nuværende socialdemokratiske ledelse. Det mener Erik Holstein, Altingets politiske analytiker.

Både i Frankrig, USA og Storbritannien stormer ældre socialistiske mænd frem som frontfigurer for venstrefløjen. Senest var det Labours formand, Jeremy Corbyn, der tilførte sit parti en massiv fremgang ved det britiske valg.

"Det næste bliver vel et comeback til Lykketoft," siger Erik Holstein, som dog afmonterer idéen med det samme.

Men det betyder ikke, at tendensen ikke kan få betydning i Danmark.

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er det en politisk tendens, som venstreorienterede socialdemokrater – som eksempelvis Mogens Lykketoft – kan forsøge at bruge til at presse partiet mere til venstre.

"Der er ingen tvivl om, at netop en mand som Lykketoft, der er lidt kritisk over for den nuværende linje, kan bruge tendensen," siger Erik Holstein.

De nye populære frontfigurer er kendetegnet ved at have et stort fokus på den klassiske socialdemokratiske omfordelingspolitik. Men ifølge Erik Holstein er de politiske strømninger i mere liberale lande svære at overføre til dansk politik.

"Der er jo en helt anden situation i de lande, hvor der enten er en meget høj ungdomsarbejdsløshed eller er meget høje studieudgifter. Som bekendt koster det jo ikke noget at studere i Danmark," siger Erik Holstein.

Erik Holstein mener dog alligevel, at Socialdemokratiet kan lære noget af de internationale strømninger.

"Kendetegnet ved Corbyn, Sanders og Melanchon er, at de er autentiske politikere, der har store visioner, og det kan vælgerne godt lide," lyder det fra Erik Holstein.

Se hele analysen i klippet øverst i artiklen.

Forrige artikel Her er politikernes bedste og værste Folkemøde-minder Her er politikernes bedste og værste Folkemøde-minder Næste artikel Uffe Elbæk på Folkemøde: Lad os få et involverende demokrati Uffe Elbæk på Folkemøde: Lad os få et involverende demokrati