Højesteretspræsidenten tildelt H.G. Carlsen-prisen

Højesteretspræsident Børge Dahl fik forleden tildelt H.G. Carlsen-prisen fra Specialforeningen Ansættelsesadvokater med advokat Jacob Goldschmidt som formand.

Børge Dahl modtager prisen, fordi han gennem mange år har ydet et markant bidrag til udviklingen inden for arbejds- og ansættelsesret. Det er sket gennem hans omfattende dommervirksomhed, hvor han siden 1996 har virket i Højesteret – siden 2010 som præsident. Desuden har han først været næstformand og siden formand for Arbejdsretten fra 1998 til 2010. Dertil kommer, at han er en flittigt benyttet opmand i faglige voldgiftssager og afskedigelsesnævnssager for arbejdsmarkedets parter. Prisen er opkaldt efter advokat H.G. Carlsen, som var pioner i den ansættelsesretlige disciplin. Han var en meget aktiv procedør og rådgiver og udgav i 1963 1. udgaven af Dansk Funktionærret. Den tildeles som en påskønnelse af "en særlig indsats på det ansættelses- og arbejdsretlige område" og er den største anerkendelse inden for dette fagområde af juraen. Samtidig med hæderen modtager Børge Dahl en pris på 25.000 kroner.
Forrige artikel Dødsfald: Fhv. MF Dagmar Mørk Jensen (88) Næste artikel Brügger fyret fra Radio24Syv