Højeste antal lønmodtagere siden 2009

BESKÆFTIGELSESTAL: Næsten 2,6 millioner personer var i februar 2015 beskæftiget i lønmodtagerjob. Ikke siden september 2009 har tallet været så højt. Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) er tilfreds med udviklingen.

Ikke siden september 2009 har så mange lønmodtagere været i job.

Det viser nye tal over beskæftigelsen blandt lønmodtagere, som Danmarks Statistik tirsdag har offentliggjort.

Her fremgår det, at 2.594.200 personer var i lønmodtagerjob i februar 2015. Det er en stigning på 4.100 personer i forhold til måneden før.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) glæder sig over udviklingen. Han hæfter sig især ved, at der har været en stigning på 53.000 personer siden lavpunktet i april 2013.

"Jeg vil gerne sige tillykke til hver eneste dansker, der siden maj 2013 har udskiftet ledighedskøen med kantinekøen, fordi beskæftigelsen for lønmodtagere er steget med over 53.000 personer. Mit mål er, at 3 millioner danskere kommer i arbejde, og med de nye tal tager vi endnu et skridt i den retning," siger Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Flere ansættes i privat sektor
Stigningen i beskæftigelsen betyder, at der nu er det højeste antal lønmodtagere i job siden september 2009.

Det er primært inden for den private sektor, at lønmodtagerne bliver ansat. Det er den private sektor, der står for væksten i lønmodtagerjob, mens der i den offentlige sektor ikke har været den store ændring siden 2013. Fra januar til februar 2015 faldt antallet af lønmodtagere i den offentlige sektor med 500 personer.

Morten Østergaard ser det som et resultat af regeringens arbejde, at beskæftigelsen i den private sektor er stigende.

"Jeg er tilfreds med, at fremgangen i beskæftigelsen, som er steget 22 måneder i træk, er bredt funderet i den private sektor i stort set alle brancher. Både byggeri, industri, handel og service viser gode takter og ansætter flere personer. Fremgangen i beskæftigelsen er også et tegn på, at reformindsatsen virker, og at stadig flere får fodfæste på arbejdsmarkedet," siger han.

Selvom antallet af lønmodtagere har været stigende i næsten to år, er der stadig langt op til niveauet i 2008, før finanskrisen satte ind.


Kilde: Danmarks Statistik

,

Forrige artikel Her er rød bloks nye aftale om forebyggelse Her er rød bloks nye aftale om forebyggelse Næste artikel Vælgerne: Thorning er den bedste partileder Vælgerne: Thorning er den bedste partileder