Hjemmeværnet skal afhjælpe politiet ved grænsen

HJÆLP: Tirsdag præsenterede justitsminister Søren Pind fire tiltag, der skal aflaste det danske politi. Blandt andet skal Hjemmeværnet bistå politiet ved den dansk-tyske grænse.

Hjemmeværnet skal hjælpe politiet med at bevogte den dansk-tyske grænse.

Det er et af de fire forslag, som justitsminister Søren Pind (V) præsenterede tirsdag i forbindelse med en tale for Politiskolens elever.

Hensigten med forslagene er at aflaste politiet og blandt andet sikre, at flere betjente kan komme hjem til deres respektive politikreds.

”I dag kan jeg sige, at med de forskellige løsninger, vi indtil videre har fundet, kan vi få 165 politifolk hjem fra grænsekontrol til kredsene,” sagde Søren Pind.

Regeringen har besluttet, at Hjemmeværnet skal hjælpe politiet med grænsebevogtningen, og samlet set vil det betyde, at 125 årsværk kan vende tilbage til de danske politikredse.

Derudover er det politiets vurdering, at man kan skrue bevogtningen ned med 40 årsværk grundet et lavere aktivitetsniveau ved grænsen.

Hjemmeværnet vil i forbindelse med grænsebevogtningen indgå under politiets ledelse og være ubevæbnet.

Grænsekontrol og terror presser politiet
Ifølge Søren Pind er det den danske midlertidige grænsekontrol og det øgede terrorberedskab, der kræver mange af politiets ressourcer, lyder det.

”De nye opgaver med terrorbevogtning og grænsekontrol betyder samlet set, at der lige nu sker mærkbare omprioriteringer i alle landets politikredse. Faktisk svarer omprioriteringerne til en hel politikreds, der ikke løser sine vante opgaver,” sagde Søren Pind og tilføjede:

”Det skaber forståelige frustrationer for borgerne. For danskerne har en berettiget forventning om, at politiet kommer, når der er brug for dem.”

Forsvarsminister Peter Christensen (V) meddeler, at Hjemmeværnet er klar til at opfylde den nye opgave.

”Det er en særlig situation, vi står over for, og derfor er det også en vigtig opgave, som vi her beder vores hjemmeværnsfolk om at udføre. Jeg har fuld tiltro til, at Hjemmeværnets dygtige mænd og kvinder kan løse opgaven – ligesom de løbende gør for politikredsene på forskellig vis. Altid med stor professionalisme og effekt,” siger han i en pressemeddelelse.

Læs hele Søren Pinds tale her.

Forrige artikel S bringer regeringen i mindretal om udflytning af DIIS S bringer regeringen i mindretal om udflytning af DIIS Næste artikel Ny aftale sikrer hurtigere internet Ny aftale sikrer hurtigere internet