Historisk S-SF alliance
ANALYSE: Med det fælles udspil med SF håber S-ledelsen at skabe ny politisk dynamik. Radikale blev først orienteret fem minutter i tolv.
Da Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag i sidste uge præsenterede et fælles integrationsudspil fra S og SF, var det mest bemærkelsesværdige ikke udspillets indhold.
Det afgørende er, at det er netop de to partier, der har kunnet enes om et udspil på et område, der i mange har splittet oppositionen. Det fælles udspil markerer det tætteste forhold mellem Socialdemokraterne og SF i over 40 år.
Radikale på sidelinjen
Siden dannelsen af Nyrup-regeringen i starten af 1993 har aksen mellem socialdemokrater og Det Radikale Venstre ellers været den dominerende i venstre side af det politiske spektrum.
Men De Radikale var ikke med i integrationsudspillet - og det er ikke noget tilfælde. For udspillet er i det sidste halve år blevet forhandlet fortroligt mellem toppolitikere fra S og SF uden inddragelse af De Radikale.
Kun halvandet døgn før fremlæggelsen af det fælles S-SF udspil, fik De Radikale tilbuddet om at være medunderskriver af det færdige oplæg. Men uden at kunne ændre noget. Et tilbud, De Radikale afviste - og det er næppe en reaktion, som toppolitikerne fra S og SF græder sig i søvn over.
Dyb socialdemokratisk frustration
Den socialdemokratiske ledelse har i årevis været mere end træt af De Radikales optræden på udlændingeområdet, hvor R i dag står isoleret sammen med Enhedslisten.
Den socialdemokratiske irritation blev ikke mindre, da næstformanden i den radikale folketingsgruppe Morten Østergaard i løbet af sommeren lagde op til en endnu højere radikal cigarføring i udlændingepolitikken. Med det fælles udspil med SF, håber S-ledelsen at sætte gang i en ny politisk dynamik - i stedet for de frugtesløse forsøg på at nå til enighed med De Radikale.
For SF giver De Radikales fravær en anden oplagt fordel. Det fælles udspil markerer nemlig tydeligt, at det fremgangsrige SF er ved at fortrænge De Radikale som Socialdemokraternes vigtigste samarbejdspartner. Og det er sandsynligt, at integrationsudspillet kun bliver det første af en række fælles udspil frem mod næste valg.
Vestager holdt i uvidenhed
Den radikale leder Margrethe Vestager valgte officielt at reagere afdæmpet på "tilbuddet" fra S og SF. Vestager holdt gode miner til slet spil med bemærkningen om, at "De Radikale havde valgt at sige nej tak" til at være med i udspillet.
Hun forbigik dermed den totale ydmygelse, der lå i, at S i månedsvis forhandlede med SF på et helt afgørende politikområde - uden Det Radikale Venstre havde nogen som helst anelse om, hvad der foregik. Forløbet er en ubarmhjertig illustration af den politiske isolation, det tidligere så centrale midterparti i dag er havnet i.
Vestager kan nu håbe på at få sanket utilfredse SF-vælgere ind, men det er efterhånden et spørgsmål, hvor stort et vælgersegment, der deler De Radikales holdninger. Morten Østergaard har dygtigt og energisk forfægtet de Radikales holdninger gennem sommerens ophedede debat om EF-domstolen, men Østergaards høje cigarføring har ikke givet nogen bonus i meningsmålingerne.
Realpolitisk accept af stramninger
Selve integrationsudspillet er på 14 punkter (se nedenfor), der dækker hele integrationsområdet. De første fire punkter dækker områder som ghettobekæmpelse, skolepolitik og en beskæftigelsespolitik, hvor det offentlige skal ansætte indvandrere i et antal, der afspejler befolkningssammensætningen.
Det politisk mest opsigtsvækkende er, at SF nu erkender, at antallet af indvandrere har betydning for integrationen, og går ind for en kontrolleret indvandring. SF er fortsat imod 24-års-regel og tilknytningskrav, men accepterer i udspillet, at de to centrale stramninger af reglerne for familiesammenføring fortsætter efter et regeringsskifte.
Det ligger i forlængelse af meldingen fra både SF og R i sidste valgkamp, hvor begge partier markerede, at uenigheden om disse opstramninger ikke ville blokere for en ny socialdemokratisk ledet regering.
Som bekendt anfægtes både 24-års-regel og tilknytningskrav for tiden af EF-domstolen. Det er særdeles uklart, om Danmark behøver at rette sig efter disse domme, fordi Danmark i EU har en undtagelse fra netop rets- og udlændingepolitik.
Men i S-SF udspillet hedder det, at "der ikke skal herske tvivl om, at et nyt flertal altid vil leve op til Danmarks forpligtigelser i det europæiske samarbejde". Dermed har Socialdemokraterne reelt fraskrevet sig muligheden for at ignorere EF-domstolens afgørelse på området.
Søvndal har i udspillet fået traditionel SF-politik igennem, når det gælder oprettelse af national enhed - eller ombudsmand - der udelukkende skal tage sig af etnisk diskriminering, ligesom udenlandske prostituerede i højere grad skal kunne få permanent ophold, hvis de angiver deres bagmænd. Til gengæld er SF med på en mere kontant linje over for de indvandrerfamilier, der svigter opdragelsen af deres børn. Her skal "berøringsangsten væk".
SF den mest naturlige partner
Den politiske konsekvens af integrationsudspillet er, at S og SF nu står tættere på hinanden end siden "Det Røde Kabinets" dage i 60'erne. Spørgsmålet er så, hvordan de forsmåede radikale vil reagere på længere sigt, for deres mandater vil efter al sandsynlighed være nødvendige for en ny regering.
Her er opfattelsen hos S-SF-strategerne, at De Radikale i værdipolitikken har bevæget sig så langt ud på fløjen, at partiet ikke længere vil kunne overleve at støtte en VK-regering. Ikke mindst, fordi størstedelen af de radikale vælgere entydigt orienterer sig mod venstrefløjen. Dermed forventes det, at De Radikale - tænderskærende eller ej - er tvunget til at støtte en ny S-ledet regering.
Det er dog langtfra sikkert, at de selvbevidste radikale vil finde sig i den rolle. Men det ændrer intet ved, at torsdagens fælles udspil er et afgørende realpolitisk gennembrud for SF-formanden.
Haarder - en aktiv ad hoc-netværker
